AGF'er: Wieghorst er det bedste, der kunne ske
Illustration
1. division

AGF'er: Wieghorst er det bedste, der kunne ske

Stephan Petersen er svært begejstret for, at Morten Wieghorst er kommet til AGF.

Morten Wieghorst er ny mand i AGF, og den tidligere U/21-landstræners fornemste opgave bliver at føre århusianerne tilbage i Danmarks bedste fodboldrække efter den smertelige nedrykning fra Superligaen i sidste sæson.

I AGF-truppen er der et par ansigter, som Morten Wieghorst i forvejen kender fra sin tid i FC Nordsjælland. Han har blandt andet sendt bud efter Andreas Laudrup, mens Stephan Petersen var der i forvejen.

Og sidstnævnte er svært begejstret for gensynet med Wieghorst.

- Det er det bedste, der kunne ske for mig. Et hundrede procent. Den måde, Morten vil spille fodbold på, den passer perfekt til mig. Vi kommer til at presse modstanderne så højt oppe på banen, at der vil komme mange gode situationer for de tre forreste på holdet. Det vil give nogle helt andre muligheder for mig. Jeg er ikke i tivl om, at det vil gavne mit spil, siger Stephan Petersen til stiften.dk.

Morten Wieghorst har ændret spillestilen i AGF og vil fremover satse på mere boldbesiddelse og korte pasninger, og også det glæder Stephan Petersen sig til at udfolde i praksis.

- Med den her spillestil, så kommer vi offensivspillere ikke til at skulle løbe 40 meter tilbage hver gang, for at erobre bolden, for så at skulle løbe 40 meter frem igen. Nu er udgangspunktet, at vi kommer til at erobre boldene tæt på modstandernes felt, og det ser jeg virkelig frem til. Vi bliver sat i scene på en helt anden måde.

- Der er selvfølgelig også nogle defensive pligter i det her system, men det er slet ikke lige så massivt som tidligere under eksempelvis Peter Sørensen, lyder det fra kantspilleren.

AGF indleder sæsonen i NordicBet Ligaen på søndag med et opgør mod FC Roskilde.