Brabrand skriver kontrakt med tidligere Hobro-spiller
Foto: Lars Ronbog/GettyImages
1. division

Brabrand skriver kontrakt med tidligere Hobro-spiller

Mads Schäfer Bak fik ikke forlænget sin aftale med Hobro IK, og nu er han kommet på kontrakt i Brabrand IF.

Brabrand IF fra NordicBet Ligaen har forstærket sig i forsøget på at overleve i landets næstbedste række.

Klubben, der i sidste sæson rykkede op fra 2. Division, har således netop bekræftet, at man har skrevet en kontrakt med den 27-årige midtbanespiller Mads Schäfer Bak (tidligere Mads Jessen, red.).

Allerede i går meldte man ud, at man havde en erstatning for en af klubbens spillere, Rasmus Ingeman, som har valgt at drosle ned, og i dag kan klubben så offentliggøre, at der er tale om den tidligere Hobro IK spiller.

Den 27-årige midtbanespiller har erfaring fra Superligaen og 1. Division, og klubben glæder sig over muligheden for at tilknytte en spiller med erfaring.

- Det er med en god portion stolthed, at vi kan præsentere Mads Schäfer Bak som ny Brabrand spiller. Her får vi en spiller fra øverste hylde. Han kan tilbyde holdet en masse dygtighed og erfaring, der bliver guld værd i jagten på overlevelse. Mads kan bidrage med mange af de samme kvaliteter, som Ingeman kunne. Han er hamrende dygtig i spillet ved jorden, og så har han et fremragende højre ben. Det bliver skønt at se ham tørne ud for os i den kommende sæson, siger Tom Søjberg.

Formanden for Brabrand IF siger, at de ikke er færdige med at handle ind i bestræbelserne på at gå ind i den nye sæson med de bedst mulige forudsætninger.

- Med tilknytningen af Mads Schäfer Bak har vi lukket hullet efter afgangen af Rasmus Ingeman. Vi er dog ikke færdige med at kigge efter nye spillere. Vi mangler stadig en målmand til at supplere Mathias Rosenørn og Oliver Milton. Her leder vi bredt, idet at det kan være en ung såvel som en mere rutineret målmand, der kan konkurrere med vores i forvejen dygtige målmænd, siger Tom Søjberg endvidere.

Også i angrebet forventer klubben at skulle forstærke sig.

- Det er desuden heller ingen hemmelighed, at vi har manglet mål i opstarten, hvorfor vi leder efter en angriber til at løfte den opgave i samarbejde med Mike Kaljo, Nichlas "Tunna" Knudsen og Kenan Hajdarevic, slutter Tom Søjberg.

Brabrand IF starter NordicBet sæsonen på hjemmebane mod FC Roskilde.