
EfB præsenterede i sidste uge angriberen Njogu Demba-Nyrén som ny spiller i klubben. Angriberen havde i sin første periode i EfB tilbage i 2005-07 stor succes, og træner Jess Thorup ser da også genkomsten som noget af en gevinst for klubben.
- Det er først og fremmest et scoop, at vi har kunnet hente en spiller af den kaliber til klubben, og endog en tidligere spiller. Det viser, at der bliver lagt mærke til EfB, og at Demba har været tilfreds med at spille her. Desuden har spillertruppen på superfacon taget imod ham, siger Jess Thorup til klubbens hjemmeside.
Træneren har udtaget Njogu Demba-Nyrén til fredagens topopgør i 1. division mod Vejle-Kolding. En kamp som Jess Thorup ser frem til.
- Vi er glade for at kunne præsentere endnu et af topholdene og dermed en af medbejlerne til en plads i Superligaen. I det hele taget står vi over for en spændende uge, hvor vi på onsdag skal måle os med et superligahold, HB Køge, i DBU Pokalen her på Blue Water Arena, hvorefter vi møder Randers FC i 1. division. Der bliver brug for al den opbakning, vi kan få, og vi ved fra foråret, at tilskuerne kender vejen til Randers, siger Jess Thorup, der endnu ikke har overblik over, om han kan råde over profler som Søren Rieks og Thomas Gaardsøe på grund af skadesproblemer.