DIF og DBU ser på ny sag om matchfixing
Foto: Polfoto
1. division

DIF og DBU ser på ny sag om matchfixing

Ifølge Politiken kigges der lige nu på en mulig ny sag om matchfixing i dansk fodbold.

To kampe med Varde som deltager i begge opgør undersøges netop nu for, om der har været matchfixing involveret. Det skriver Politiken.

Det drejer sig om to opgør fra sommeren 2013, hvor Varde først tabte med 1-4 hjemme til Ringkøbing, og seks dage senere tabte Varde, der spillede i 2. Division på det tidspunkt, med 0-6 til Middelfart.

Blandt andre Danske Spil har inberettet kampene til DBU og DIF, og derfor skal de to kampe kigges efter i sømmene.

- Efter et møde med Danske Spil har Dansk Boldspil-Union (DBU) i samarbejde med DIF besluttet at åbne en undersøgelse af nogle kampe i den pågældende række. Noget tyder på, at der har været uregelmæssigheder, som gør det værd at kigge nærmere på dem, siger Jesper Frigast Larsen, leder af matchfixingsekretariatet i Danmarks Idrætsforbund (DIF), til politiken.dk.

Sagen kommer på et tidspunkt, hvor kampe med Hvidovre involveret allerede undersøges for, om der var tale om matchfixing, ligesom den potentielt nye sag kommer på et tidspunkt, hvor den danske kulturminister Marianne Jelved har stillet lovforslag om en ny matchfixing-lov for at stramme reglerne og straffe snyderne endnu hårdere.