Elendigt forår koster: Lyngby fyrer trænerteamet
Foto: Thomas Sjørup/Polfoto
1. division

Elendigt forår koster: Lyngby fyrer trænerteamet

Trænerteamet i Lyngby Boldklub er blevet fyret.

Da NordicBet Ligaen gik på vinterpause, lignede Lyngby og Viborg gode bud på oprykkere til Superligaen. Mens Viborg har fortsat sin march mod Superligaen, er Lyngby gået totalt i stå. I 10 kampe har klubben ikke vundet, og det er blot blevet til tre point i foråret, hvilket har gjort, at AGF nu med al sandsynlighed følger Viborg op i Superligaen.

Og de dårlige resultater koster for cheftræner Jack Majgaard samt assistent Jonas Eidevall: Lyngby har i en pressemeddelelse bekræfter, at klubben har fyret trænerteamet.

- Vi har i dag valgt at sige farvel til cheftræner og assistenttræner Jonas Eidevall grundet forårets skuffende resultater. Vi vil nu bruge resten af foråret på at finde den rigtige træner, som kan bringe Lyngby tilbage i Superligaen hurtigst muligt. Vi vil også bruge tiden på at analysere vores trup, så vi kan få de rigtige forstærkninger i det kommende transfervindue, siger administrerende direktør Søren Poulsen i pressemeddelelsen.

Det bliver Søren Hermansen, der er klubbens A+ træner, der med U/19-træner Thomas Lollike overtager ansvaret for førsteholdet frem til sommer, hvor det altså ventes, at der skal findes en ny træner i Lyngby Boldklub.