Endnu en dansk klub får sponsornavn på stadion
1. division

Endnu en dansk klub får sponsornavn på stadion

Næstved Boldklub skal fremover spille sine hjemmekampe på "Euro Outlets Stadion Næstved".

Når fans af den traditionsrige 1. divisionsklub Næstved Boldklub fremover skal se sit favorithold spille på hjemmebane, skal de ikke tage på Næstved Stadion. Hjemmebanen for klubben har således fået nyt navn.

Fremover kommer Næstved Boldklub således til at spille sine hjemmekampe på Euro Outlets Stadion Næstved. Det oplyser klubben på sit website. 

Euro Outlets er således ny hovedsponsor i klubben, der aktuelt er på 10.pladsen i landets næstbedste række. 

- Vi er 100 procent Næstved-baseret og gør det her med en masse følelser. Vi er synonym med Næstved og holder så meget af klubben og byen, siger Skov, der lover fornyelser på det gamle, sydsjællandske stadion til forårets kampe. Der kommer til at ske en masse ting på stadion. Vi vil stå for nogle aktiviteter og også åbne en butik under kampene. Der vil blandt andet blive sat et skilt op ved indgangen og der kommer også LED-skærme og -bandereklamer op, fortæller Thomas Skov, der er direktør i Euro Outlets og desuden bestyrelsesmedlem i Næstved Boldklub, til sn.dk.
 
Første kamp med det nye stadionnavn spilles 24. marts, hvor modstanderen er Skive IK.