Esbjerg-boss forstår, hvis klubben ligner et kaos
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
1. division

Esbjerg-boss forstår, hvis klubben ligner et kaos

Ted van Leeuwen har fyret to cheftrænere, og Esbjerg fB har i alt fyret tre det seneste år. Sportsdirektøren kan godt forstå, hvis det ligner kaotiske tilstande, men han gør, hvad han finder rigtigt.

Mandag aftens ansatte Esbjerg fB sin fjerde cheftræner på lige under et år. Lars "Lungi" Sørensen blev fyret og erstattet af John Lammers, og hvis man dertil lægger et underskud på 37 millioner kroner, en to direktørafgange, to udtrædelser af bestyrelsen og, nå ja, en nedrykning, får man billedet af en klub i kaos.

Det var ellers meningen, at Ted van Leeuwens indtog i Esbjerg i oktober skulle være et opgør med fortiden, men hidtil har hollænderen fyret to cheftrænere og udskiftet en halv spillertrup. 

Han medgiver, at han forstår, hvis folk ser på EfB og synes, at det ligner en klub i kaos. Han fastholder dog, at han gør det, som han tror på.

- Det kan jeg sådan set godt (forstå, red.), men jeg kan kun svare for den tid, jeg har været i klubben, og der har jeg truffet de beslutninger, jeg har anset for at være nødvendige. Da klubben ansatte mig, valgte den en helt ny vej, og det er den, jeg og klubben forfølger, siger han til JydskeVestkysten.

Han slår fast, at fyringen af Lars "Lungi" Sørensen ikke har noget med de sportslige resultater at gøre. Det handlede om, at de to så forskelligt på den sportslige strategi, og hvordan man udvikler spillere. 

Og det er vigtigt, at sportsdirektøren og cheftræneren trækker i samme retning. 

- Det er den slags beslutninger, jeg er ansat til at tage, og det gør jeg. Og det er da ikke sikkert, at det, jeg gør, er det rigtige. Det kan man aldrig vide på forhånd, men det er helt sikkert, at hvis vi ikke vil samme vej, cheftræneren og jeg, så vil projektet fejle. Jeg bliver nødt til at tro på, at jeg gør det rigtige, og så må jeg tage de beslutninger, jeg tror på, siger han.

- I Holland har vi et ordsprog, der siger, at det er bedre at vende om på halvvejen, når man er i tvivl, end bare at fortsætte og fare vild. Det er ud fra den holdning, jeg har valgt at fyre cheftræneren. Vi vil ikke samme vej.

EfB har første træning frem mod den nye sæson på mandag. Den står John Lammers altså for.