Video : Tipsbladet
1. division

Esbjerg klar med ny direktør: Præsenteres i dag

Den fjerde direktør på lidt over et år er klar til at sætte sig i stolen i Esbjerg fB. Den endnu unavngivne leder bliver offentliggjort i løbet af tirsdagen.

I syv år stod Søren Poulsen i spidsen for Esbjerg fB som administrerende direktør, men siden den udskældte Poulsen forlod jobbet i sommeren 2016, har der ikke været megen kontinuitet på posten.

Hans Peter Rasmussen, der tidligere bestred samme stilling i Randers FC, overtog tjansen, men blev efter blot fire måneder fyret og afløst af den midlertidige løsning Dan Mose Andersen. Hans efterfølger er nu fundet, skriver JydskeVestkysten. De oplysninger ønsker bestyrelsesformand Kristoffer Jarl Kristensen ikke at kommentere.

Lokalavisen har ikke noget navn på den kommende direktør, men fortæller, at han eller hun bliver præsenteret senere på dagen. Den kommende direktør bliver altså den fjerde af slagsen på under halvandet år. 

EfB har i det hele taget gennemgået store forandringer siden forrige sommer. Udover at direktøren er skiftet ud, har sportsdirektør Ted van Leeuwen afløst det sportslige udvalg, en stor del af spillertruppen er ny, og siden Jonas Dal blev fyret samme sommer, har Colin Todd, Lars "Lungi" Sørensen og nu John Lammers prøvet kræfter med cheftrænergerningen. 

Derudover er klubben, som det formentlig er de fleste af tipsbladet.dk's læsere bekendt, rykket ud af Superligaen. For at klare de økonomiske udfordringer, det giver, fik EfB i sommer tilført omkring 30 millioner kroner.