FC Vestsjælland har skåret 22 millioner kroner
1. division

FC Vestsjælland har skåret 22 millioner kroner

FC Vestsjælland har været tvunget til at spare 22 millioner kroner siden Superliga-nedrykningen.

Det gør ondt i økonomien, når man rykker ud af Superligaen.

Det mærker man i den grad også i FC Vestsjælland, der siden sommerens nedrykning er blevet hårdt ramt på pengepungen. Klubben har som følge af nedrykningen, lavere tv-indtægter og et fald i sponsorindtægter i al hast måtte skære hele 22 millioner kroner af budgettet.
 

-Vi havde en måned til at barbere 22 millioner af budgettet. Det kan ikke undgås at blive en hård omgang, og det har det også været her. Vi er ikke helt i mål med den opgave, men vi knokler for at få enderne til at mødes, siger direktør Gert Hansen til sn.dk.

Flere af klubbens store sponsorer er væk i forhold til Superliga-livet, og det har været dyrt for FCV, der efter to spillerunder af 1. division kun har hentet et point og har skåret markant i størrelsen på spilletruppen. På grund af de mange millioner kroner, der er forsvundet har der i lokalområdet været spekuleret i, om klubben er truet på eksistensen, men det afviser Gert Hansen.

 
- Det har ikke noget på sig. Vi er ikke truet på eksistensen, men det er klart, at når vi skal skære så meget, så koster det på det sportslige på den korte bane. Spillerne og den øvrige sportslige stab gør, hvad de kan, siger han men erkender, at det kan blive vanskeligt at rykke på med den nuværende trup.