FCK-spiller skifter til Superliga-kandidater: Overraskende højt niveau
1. division

FCK-spiller skifter til Superliga-kandidater: Overraskende højt niveau

Frederik Bay veksler sin lejeaftale med FC Helsingør til en permanent en af slagsen. FCK'eren får to år i Nordsjælland.

I vinter blev FC Københavns unge back Frederik Bay udlejet til 1. divisionsklubben FC Helsingør, og nu har parterne gjort skiftet permanent. Helsingør oplyser på klubbens hjemmeside, at Bay har fået en toårig kontrakt.

Den 19-årige Bay, der nåede at få en enkelt pokalkamp i sin tid i FCK, har leveret så godt et indtryk i sine 12 forårskampe i 1. division, at det ifølge Helsingør-direktør Janus Kyhl var logisk at hente ham.

- Frederik er en vanvittigt spændende spiller med et overraskende højt niveau. Man skal huske på, at han kun er førsteårssenior, og det til trods så spiller han den venstre back med så stor overbevisning, at man en gang imellem glemmer, hvor gammel han er, siger Kyhl til klubbens hjemmeside.

- Frederik er ikke blot et kæmpe talent, men også en helt igennem god dreng, som er gået lige ind i klubben med sit gode humør fra første dag. Man fornemmer virkelig, at han trives her, og derfor var det også logisk for os alle, at han skulle forlænge sin aftale.

Selv om Bay aldrig nåede at få Superliga-debut for FC København, kan han tids nok få det for Helsingør. Med to runder tilbage af 1. division ligger klubben nummer fire, ét point efter Skive IK på den tredjeplads, der giver adgang til to playoffkampe mod et Superliga-hold.

Bay og Helsingør møder Vejle BK på udebane søndag.