Heerenveen: Vi har kigget på Dalgaard
Illustration
1. division

Heerenveen: Vi har kigget på Dalgaard

BT skriver, at Heerenveen har fået et bud afvist af Viborg på Thomas Dalgaard. Det ønsker hollænderne ikke at bekræfte, men de følger Dalgaard, lyder meldingen.

I dag beretter BT om, at Viborg har afvist et bud på mellem fire og fem millioner kroner på Thomas Dalgaard fra hollandske Heerenveen

Det vil den hollandske klub ikke bekræfte overfor tipsbladet.dk. Og dog.

- Det kan jeg ikke bekræfte, men jeg kan heller ikke afkræfte det. Vi mangler en angriber, efter vi solgte Alfred Finnbogason til Real Sociedad. Vi har kigget på Thomas Dalgaard, men vi kigger på mange forskellige muligheder, og der er Dalgaard en af mange, siger teknisk direktør i Heerenveen Hans Vonk til tipsbladet.dk.

Tidligere er Brøndbys Simon Makienok blevet sat i forbindelse med et skifte til Heerenveen.

- Det er ikke sandt. Jeg har også læst det, men jeg kan sige med sikkerhed, at der ikke er noget om snakken, sagde Hans Vonk dengang til tipsbladet.dk.

Om det skal lykkes for hollænderne at få en dansk angriber, er stadig uvist. Ifølge BT vil Viborg have en million kroner mere, end hvad hollænderne har budt.

Spørgsmålet er så, om Heerenveen er villige til at betale den ekstra pris for Thomas Dalgaard.