Hobro-profil: Ove Pedersen er den værste træner, jeg har haft
Foto: Jan Christensen/GettyImages
1. division

Hobro-profil: Ove Pedersen er den værste træner, jeg har haft

Pål Alexander Kirkevold har fundet målformen i foråret. Og det skyldes i høj grad, at der sidder en anden Cheftræner på posten end sidste år.

Pål Alexander Kirkevold har i dén grad grebet chancen, efter nordmanden kom tilbage fra sit lejeophold i norske Sarpsborg 08 i januar. 

Angriberen har scoret otte mål i foråret og nærmer sig topscorertitlen i klubben, som i forvejen er besat af Anders Holvad med ni mål. 

En stor del af forklaringen bag Kirkevolds succes ligger i cheftrænerposten. Den nuværende cheftræner Thomas Thomasberg har givet nordmanden masser af spilletid. Det var noget, han så langt efter, da Ove Pedersen sad på posten i sidste sæson.

- Ove Pedersen er vel den værste træner, jeg har haft. Jeg har aldrig oplevet sådan en type træning og ledelse. Det var helt forfærdeligt, så jeg ville væk. Det passede mig ikke at spille den type fodbold, siger Kirkevold til Nordjyske.dk.

Ove Pedersen forklarer dog, at Pål Alexander Kirkevold ikke var i fysisk god nok form til at spille. Det afviser angriberen.