Video : Tipsbladet
1. division

Hobro-spillere giver tilskud til træningstur

Frem mod sæsonstarten i 1. division d. 5. marts har Hobro IK valgt at tage på træningslejr i Spanien.

De seneste år har Hobro valgt Tyrkiet som destination for træningslejren. Men ligesom hos Silkeborg har der været et ønske fra spillernes side om ikke at tage til Tyrkiet.

- Vi har valgt at tage spillerne med på råd angående destinationen, og derfor tager vi ikke til Tyrkiet i år. Spillerne har indvilliget i at betale til træningslejren, så vi rent økonomisk kunne få det til at hænge sammen med en tur til Spanien. Det viser, at vi i Hobro IK har en spillertrup, som tager medansvar for tingene, og det er jeg meget stolt af,” roser sportschef Jens Hammer Sørensen.

Malaga bliver destinationen for Hobro, hvor de skal spille mod henholdsvis ukrainske Dynamo Kiev og kinesiske Beijing Guoan. 

Dynamo Kiev spillede i efteråret gruppespil i Champions League, så det er kvalificeret modstand der venter, når de fra d. 15. februar til 24. februar drager mod syd. Turens anden modstander bliver femte pladsen fra den seneste sæson i den Kinesiske Superleague. 

Hobros træner, Thomas Thomasberg, glæder sig til træningslejren.

- Målet med træningslejren er selvfølgelig at gøre os klar til turneringsstart. Malaga er en rigtig fin destination, hvor der forhåbentligt er lidt bedre vejr og baner, end der er herhjemme lige nu. I og med at vi er sammen hele tiden, så er det også en god mulighed for at gå i detaljerne med tingene rent taktisk,” siger cheftræner Thomas Thomasberg.

Han mener også, at det er en god måde at ryste truppen sammen på.

- Det er jo også alletiders mulighed for at ryste en trup sammen. Jeg er selv ny, så det er en fin måde at lære hinanden bedre at kende og snakke om lidt andre ting, end man gør til hverdag. Det er en god finale på vores otte ugers optakt frem mod turneringsstart, tilføjer cheftræneren.

I bestyrelsesgangen er man glad for, at det er muligt at tage på træningslejr igen i år.

- Vi prioriterer en træningslejr meget højt. Et stærkt fællesskab en vigtig del af Hobro IK’s DNA, og en træningslejr er i den grad med til at styrke fællesskabet. Derudover giver det selvfølgelig Thomas Thomasberg bedre muligheder for at lave noget taktisk træning,” siger sportschef Jens Hammer Sørensen.

Hobro indleder forårssæsonen mod FC Helsingør d. 5. marts.