Horsens skærer ned: Færre på fuldtidskontrakter
1. division

Horsens skærer ned: Færre på fuldtidskontrakter

Fremover kommer færre spillere fra AC Horsens til at være på fuldtidskontrakter.

AC Horsens skar i efteråret markant fra, fordi økonomien i klubben er dårlig. Det betød blandt andet, at ungdomsafdelingen skulle nedlægges, og selv om der er fundet midler til at holde den nogenlunde kørende alligevel, skal AC Horsens stadig skære fra.

I efteråret sagde AC Horsens farvel til flere fra administrationen, og nu er det spillertruppen, der ikke kan forvente fuldtidskontrakter længere. I hvert fald dele af spillertruppen.

- Vi har stadig nogle kontrakter med en anden løn, end vi har råd til fremover, så for at få enderne til at nå sammen, kan det ikke lade sig gøre at have alle ansat på fuld tid, siger Bo Henriksen til Horsens Folkeblad.

Bo Henriksens tropper er i øjeblikket at finde på femtepladsen i NordicBet Ligaen og er også at finde i landets næstbedste række igen næste år. Klubben skal dog finde nogle midler, for Bubacarr Sanneh, der er på leje i klubben og har leveret fremragende, skal købes fri for en pris på omkring 400.000 kroner.