Horsens vil købe stærk gambisk forsvarsspiller
Foto: Casper Dalhoff/Polfoto
1. division

Horsens vil købe stærk gambisk forsvarsspiller

20-årige Bubacarr Sanneh er på leje i AC Horsens, og han har gjort det så godt, at klubben vil købe ham. Hvis midlerne kan findes.

AC Horsens tog i sensommeren en chance, da klubben tilknyttede den gambiske forsvarsspiller Bubacarr Sanneh. Efter en opstartsfase har Sanneh sat sig tungt på en af pladserne i midterforsvaret, og træner Bo Henriksen er imponeret over det, Sanneh har tilført.

Tipsbladet.dk fortalte mandag, at flere Superliga-klubber har set på Sanneh, og det faktum, at han kun er 20 år, har bestemt ikke dæmpet interessen for forsvarsspilleren. Men Sanneh vil gerne blive i Horsens, og Horsens vil gerne holde på Sanneh. 

Klubben forhandlede en købsaftale på plads med Sannehs klub Real De Banjul FC i september, og prisen menes at være på omkring 400.000 kroner. Penge, som AC Horsens, der i efteråret havde økonomiske vanskeligheder, vil finde, fordi klubben er imponeret over det, Sanneh har leveret og har potentiale til.

- Det er en dejlig fodboldspiller og et dejligt menneske, som jeg også gerne vil udvikle på efter sommeren. Han er faldet godt til, og han vil gerne blive her, fornemmer vi. Jeg mener, han har et kæmpe potentiale, så vi skal have skabt noget økonomi, så vi kan købe ham fri. Det arbejder vi på, siger Bo Henriksen til tipsbladet.dk.

AC Horsens-træneren forklarer dog, at det ikke er lige til med økonomien, og at der skal arbejdes på at finde de nødvendige midler.

- Forhåbentlig ender vi der, hvor vi laver en fornuftig aftale for alle, også Bubacarr. Så nu her handler det først og fremmest om at finde midlerne, og den proces er vi i gang med. Det ville være meget ærgerligt, hvis vi ikke er i stand til at holde på et af klubbens største talenter. Så jeg tror og håber på, det lykkes, siger Bo Henriksen.

Bubacarr Sanneh lavede søndag straffespark mod AGF, men han har i sine blot ni førsteholdskampe allerede scoret tre gange. Som midterforsvar. Defensivt står han ifølge Bo Henriksen stærkt, fordi han har været villig til at lære og arbejde hårdt på det taktiske. Fysikken er fantastisk, han er hurtig og duelstærk. Potentialet er stort, fortæller Bo Henriksen.

- Vi har lukket færre mål ind, efter Bubacarr kom ind, og han er en type, vi kan bygge et forsvar op om. Jeg mener, han har det hele, og det kan meget vel blive win-win, fordi han får tid og plads til at udvikle sig her i Horsens, siger Bo Henriksen og forklarer:

- Vi tog nok en lille chance i sommer, for jeg har ikke været i Gambia otte gange for at se Bubacarr. Vi har set en del video og har set potentiale. Nogle gange stoler du på nogle mennesker, der fortæller dig, at der er tale om en spændende spiller, og så er det selvfølgelig dejligt, at det giver pote.

- Jeg er fortrøstningsfuld i forhold til en permanent aftale med Bubacarr, fordi han ved, han kan stole på mig, og vi har et godt forhold. Han ved, jeg vil ham det godt, og Horsens kan være et step, inden han måske skal til noget større.

Bo Henriksen, Bubacarr Sanneh og AC Horsens er i øjeblikket placeret på femtepladsen i NordicBet Ligaen.