Interview: Mød chefen for internationale HB Køge
Illustration
1. division

Interview: Mød chefen for internationale HB Køge

Det er nye tider i HB Køge, efter at den tidligere Red Bull-træner Henrik Pedersen er kommet til. Spillestilen er blevet en helt anden, spillerne skal nu se video af deres træning, og på en måned er der kommet seks udenlandske spillere til klubben. Alt sammen skal det være med til at forløse det potentiale, som Henrik Pedersen ser i den sjællandske overbygningsklub.

BRAGT I TIPSBLADET 25. JULI 2014

Pres, mod og video i internationale HB Køge

Det er nye tider i HB Køge, efter at den tidligere Red Bull-træner Henrik Pedersen er kommet til. Spillestilen er blevet en helt anden, spillerne skal nu se video af deres træning, og på en måned er der kommet seks udenlandske spillere til klubben. Alt sammen skal det være med til at forløse det potentiale, som Henrik Pedersen ser i den sjællandske overbygningsklub.

Der står en ung mand og filmer HB Køges formiddagstræning.

Nicolas hedder han, og han kommer fra analysefirmaet Prozone.

Han skiller sig ret meget ud fra de øvrige tilstedeværende på græsplænen.

Nicolas er ikke i træningstøj, men står i stedet i en stribet T-shirt, et par denimjeans og sko af mærket Vans. Han dukkede op efter træningens opvarmning og filmer nu træningsøvelsen " to mod fire", som HB Køges nye træner, 36-årige Henrik Pedersen, der er kommet til denne sommer efter seks år i storklubben Red Bull Salzburg, gerne vil have spillerne så involveret i så muligt.

"Anders, can you explain the exercise?" spørger Henrik Pedersen sin venstre back Anders Nielsen.

"På engelsk eller hvad?" svarer backen.

Det vil Henrik Pedersen gerne have. HB Køge har henover sommeren fået en del spillere, der ikke gør sig på sig på dansk. Der er kommet fire brasilianere og en kroat, og desuden har klubben hentet nigerianske Olajide Samuel Owolabi i FC Midtjylland.

Så Anders Nielsen forklarer, hvad øvelsen går ud på. Det er en klassisk firkantsøvelse, som man kan se lignende hele vejen ned til de allerlaveste amatørrækker i dansk fodbold.

To spillere er i midten, og de skal forsøge at erobre bolden fra fire holdkammerater, der spiller bolden hurtigt rundt mellem sig.

Men mens det mange andre andre steder handler om at sætte så mange hurtige afleveringer som muligt sammen, er der i Henrik Pedersens øvelse fokus på de to i midten. De får ros, når de hurtigt bryder spillet, og kritik, når holdkammeraterne får lov til at sætte for mange flotte, hurtige afleveringer sammen. De to i midten skal i stedet lukke hurtigt af og komme i overtal over for boldholderen, for det vigtige i Henrik Pedersens fodboldfilosofi er presspillet.

"Two against four we use to create two against two or two against one. And we do that to create a situation, where we can go fast forward," uddyber træneren Anders Nielsens præsentation.

Det er et flot sommerdag på træningsbanerne bag HB Køges hjemmebane SEAS-NVE Park i Herfølge. Bag træningsbanerne duver en gylden kornmark i vinden. Nede fra stationen små 500 meter væk kan man høre en kvindes advarende stemme: " Gå ikke over sporet - der kommer tog". Men spillerne har for travlt til at nyde omgivelserne eller interessere sig for den trafikale situation i stationsbyen. Henrik Pedersen er hele tiden over dem i presspilsøvelsen.

De skal arbejde hårdt, og de skal turde at dække foran deres modstandere; gå imod boldholderen.

"Vi skal have modet til at arbejde mod bolden. Vi skal have det mod," råber han til sine spillere. Det sidste siger han næsten sammenbidt, mens han tre gange klapper højre hånd ned i fladen af den venstre.

Imens filmer Nicolas det hele fra sidelinjen.

En omkostelig, nødvendig affære
"Det er min vigtigste medarbejder," siger Henrik Pedersen om videomanden, da han efter træning møder Tipsbladet til et interview i loungen ovre på stadion. Han retter hurtigt sig selv og understreger, at alle medlemmer af hans team er lige vigtige, men da han indledte forhandlingerne med HB Køge, var det et krav, at han fik mulighed for at filme træningen.

"Jeg havde en klar forudsætning om, at jeg skulle have sat kamera op, så jeg kunne filme alle træninger, og jeg skulle have et analyseprogram, så jeg kunne analysere alle kampene. En tredje ting var at få en fuldtidsanalysemand. Det var den første, jeg skulle have ansat. Han er forudsætningen for integrationen af min spillestil," fortæller Henrik Pedersen.

I øjeblikket agerer analysemanden Nicolas også kameramand, men på længere sigt skal der sættes to pæle op på anlægget, så træningen filmes fra 12 meters højde. Den klippes så efterfølgende ned, så den kan vises til spillerne før træningen en anden dag. Det er også meningen, at kampene på SEAS-NVE Park skal filmes, og at der bliver mulighed for at vise korte klip i omklædningsrummet, når dommeren har fløjtet til pause i 1. divisionskampene.

"Men ellers er det primært efterbehandling - analyse af kampen, som vi vil bruge til at blive endnu mere præcise. Det vi træner, er det også sådan, vi spiller? Og hvad er det så for nogle tal, vores kamp giver, og hvordan kan vi bruge tallene til at blive mere effektive? Det kunne for eksempel være, hvor mange spillere vi har i fart, når vi erobrer bolden. Hvor mange gange vi har overtal, når vi erobrer bolden. Hvor mange gange vi har et overtal, som vi bruger til at skabe en chance fremad - eller bruger vi overhovedet det overtal til noget? Og når vi så erobrer bolden, hvor mange af pasningerne er fremadrettede, og hvor mange er til siden eller bagud? Hvor mange afslutninger har vi før ti sekunder? Hvor mange generobringer har vi før fem sekunder - og hvordan erobrer vi dem?"

Det er et noget anderledes analytisk setup, end man er vant til at se i den næstbedste danske fodboldrække, men i HB Køge er der blevet taget godt imod Henrik Pedersens krav.

"Jeg ved det er en omkostelig affære, men det er en forudsætning for, at jeg kan arbejde på et ordentligt niveau. Helt fra starten har vi haft en rigtig god dialog, og de har vidst, hvad jeg stod for med min måde at spille på. Den er ekstrem, og jeg har sagt, det er en forudsætning, fordi i den fase, vi er i nu, laver spillerne fire-fem fejl ud af ti, hvis de normalt er vant til at lave to. Det hele skal gå hurtigere, der er større risiko, og så laver man flere fejl. Hvis vi ikke har et analyseprogram til at vise, at det bliver bedre og bedre; hvis vi ikke har et kamera, så de også kan se alle de gode ting - vi mennesker er indrettet sådan, at vi husker de dårlige ting - vil der komme alt for mange unødvendige frustrationer.".

Ny æra, nye træningstider
For spillerne i HB Køge har det været en omvæltning både at skulle lære en ny, fysisk hård spillestil samtidig med, at de har skullet vænne sig til at indlede træningerne med video af deres egne øvelser og klip fra udlandet, som de skal måle sig med.

"Efter min fjerde dag var jeg nødt til at give dem fri om fredagen. "Henrik, vi er smadrede. Vi er ikke kun smadret fysisk, men også i hovedet. Vi er blæst." Det er en fodbolduddannelse. Jeg har tre punkter: Hvad vil vi? Hvorfor vil vi det? Hvordan vil vi det? Kan spillerne ikke svare på det, er jeg ikke dygtig nok. Derfor er jeg nødt til at give dem en viden, for til at starte med kan de ikke forestille sig i hovedet, hvad jeg gerne vil. Vi har i starten brugt meget tid på at se video fra højeste niveau om, hvad jeg gerne vil. Så er vi gået ind og har analyseret vores træninger, analyseret vores kampe, og hele tiden har vi koblet det til de bedste på højeste niveau, så de kan se, at de rykker sig, men også at der er langt endnu."

"De kan hele tiden se, at det kan lade sig gøre. Da vi spillede den første træningskamp mod Haslev, var vi døde efter 20 minutter. T T De kunne ikke forstå det, for vi mødte et Sjællandsserie-hold, men efter 45 minutter var de helt kaput. Nu er vi ved at kunne spille 55 minutter - måske 60 på en god dag. Vi har nogle kæmpe udfordringer til at starte med, for vi kan ikke spille den type fodbold, vi gerne vil, over 90 minutter. Lige nu 35-40 minutter i en halvleg, men hvis vi er gode, kan vi lægge nogle pauser ind, og så spille 10-15 minutter af anden halvleg."

"Det må vi tage med på vejen, inden vi om to-tre måneder er, hvor vi fysisk skal være, så vi kan nå et godt niveau over 90 minutter. Vi har nogle udfordringer til at starte med, men sådan er det. Det skal spillerne lære, det skal jeg lære som ny træner, men det er en del af gamet. Vi kan ikke bruge det som undskyldning for ikke at vinde fodboldkampe."

HB Køge-spillerne har også fået nye træningstider.

Efter Henrik Pedersen er kommet til, er træningen i den deltidsprofessionelle klub rykket fra om eftermiddagen til klokken ni om formiddagen.

"Jeg vil rigtigt gerne træne om formiddagen, så vi kan få en frokost bagefter. Det er også en ny ting, at det bliver integreret i klubben, så de får noget ordentlig mad efter hver træning. Der skal være sammenhæng mellem det, vi laver på banen, og den måde, vi restituerer på. Jeg kan ikke sige okay til, at spillerne kører herfra 11.30-12.00, og så får de noget at spise halv to. De første fem minutter efter en træning er de vigtigste i forhold til restitution. Der får de proteinshakes og banan, og efter en halv time skal de helst have påbegyndt frokosten, så de får bygget det hele op. Jeg kan ikke forvente, at de træner med høj intensitet, hvis de ikke får noget mad til tanken og kan restituere. Så handler det kun om at nedbryde. Det er også en forudsætning for at skabe en elitepræget udvikling," siger Henrik Pedersen om et af mange tiltag, som spillertruppen har taget godt imod.

"Jeg var spændt på det med at holde møder, men jeg synes, de har været rigtigt åbne, og jeg har forsøgt at integrere dem meget, så de også bliver en del af det. Spillestilen den første dag var de meget skeptiske over for. Anden dag lidt mindre. Tredje dag lidt mindre igen. Efter vores træningslejr i Tyskland har vi lært hinanden at kende, og de har fået en fornemmelse af, hvad jeg gerne vil. Og jeg må sige, de har været med på den. De rykker sig hver dag. Det, som de så som urealistisk for 18 dage siden, har de rykket sig mange steps på. De har været åbne, og de har taget godt imod det. Og jeg tror også, de synes, det er skidespændende.".

Resultater, underholdning og merværdi
Og hvad er det så, han gerne vil, Henrik Pedersen? Hvad handler hans spillestil, der med hans egne ord er " ekstrem", om, og hvorfor vil han indføre netop den i HB Køge? " Målet er at kunne spille et højt og aggressivt pres over 90 minutter. Og når vi så erobrer bolden, vil vi rigtigt gerne spille hurtigt fremad," siger Henrik Pedersen, der ikke er interesseret i boldbesiddelse og ikke vil se afleveringer til siden eller bagud.

"Vi bliver ikke det hold i 1. division, som har den største possessionprocent, men det er vi heller ikke interesseret i. Vi skal blive dygtigere og dygtigere med bolden, og der vil være faser, hvor vi forsøger at holde lidt fast i den, men kendetegnet vil være, at vi forsøger at spille den hurtigt fremad."

"Jeg har et udtryk, der hedder: "Der findes ingen boldtab, kun dårligt genpres." Det er derfor, at vi gerne vil spille fremadrettede pasninger, vi vil gerne komme til hurtige afslutninger. Når vi vil det, er der større risiko, end hvis man altid spiller til siden, til siden, eller bagud, bagud. Der må vi så også kalkulere boldtab, men der er ikke noget, der hedder boldtab - kun dårligt genpres. Vores defensiv er vores vigtigste våben, det er vores vigtigste færdighed. Hvis vores spillere spiller en god defensiv kamp, kan de ikke spille en dårlig kamp," siger Henrik Pedersen og fortæller, hvorfor han har valgt den presbetingede offensive stil.

"Jeg har tre ting, jeg skal opnå: Jeg skal skabe resultater, jeg skal underholde, og jeg skal skabe merværdi. Jeg tror, at på længere sigt er det her den bedste måde at vinde fodboldkampe. Den mest effektive måde at gøre det på. Jeg er ingen Barcelona-træner, og jeg ønsker heller ikke at spille sådan. Når jeg ser den type fodbold, som mange af vores modstandere spiller; possession-orienteret fodbold, vil vores pres være rigtigt godt mod det."

"To: Jeg skal underholde. Underholdning bliver hos os, at vores tilskuere kan skabe identifikation med det, de ser på banen. Der handler nogle basisting i livet, for eksempel at man arbejder hårdt. Når man mister bolden, går man i genpres. Man kan godt kalde det en arbejderfilosofi. Jeg tror, at tilskuerne vil blive begejstrede for at se de her unge, sultne mennesker med en fremragende indstilling. Og derudover arbejder de sammen. Vi vil mere underholde gennem vores presspil og vores hurtige spil fremad end gennem flot fodbold, for det vil det ikke blive nu."

"Med hensyn til at skabe merværdi: Jeg tror, at en spiller, der kan søge og finde løsninger fremad banen, koster flere penge end en, der kan spille bagud og til siden. Jeg tror, at en spiller, der er vant til at være en rigtig dygtig presspiller, kan tjene flere penge end en spiller, der hele tiden skærmer og står bag en spiller. Jeg kan skabe merværdi ved at lave spillere, der kan det her, for det er det, de søger syd for grænsen. Det er nogle rigtigt dygtige presspillere, der kan spille bolden fremad.".

Internationale HB Køge
Der er også spillere, der er rejst fra syd mod nord. HB Køge har hentet kroaten Luka Bogdan, som Henrik Pedersen kender fra Red Bull Salzburg, og fire brasilianere. I denne uge er der også kommet to russere til prøvetræning.

Og de mange udenlandske spillere er udtryk for en helt bevidst strategi.

"Det er ingen hemmelighed, at mit netværk nok er bedre uden for Danmark end i Danmark. Det er heller ingen hemmelighed, at en dansk spiller er lidt dyrere end en udenlandsk spiller. Så det er en kombination af at finde spillere, der kan passe til vores spillestil, men som også kan købes for penge. I Red Bull er jeg vant til, at vi har haft spillere fra mange lande, så min hverdag bliver ikke anderledes af, at der er mange udlændinge. Udfordringen ligger rent organisatorisk, for vi skal være klar til, at vi har fire brasilianere, en kroat, en fra Afrika, og at der kommer to russere til prøvetræning. Det har klubben været åben over for, for det er en del af mig. Det er, at vi henter udefra, for det er en del af mit netværk."

"Jeg vil rigtigt gerne være en platform for vores egne spillere, jeg vil gerne være en platform for unge danske spillere, som kan se HB Køge som et fedt sted at være, og så vil jeg gerne være en platform for unge udenlandske spillere, der måske ikke får spilletid i deres egen klub, men så kan vi hente dem og senere sælge dem til udlandet eller en større dansk Superliga-klub. Jeg skal finde unge spillere, som vi kan udvikle, og som vi forhåbentlig også kan tjene nogle penge på, så vi også kan skabe et bæredygtigt fundament," siger Henrik Pedersen.

På klubbens hjemmeside har både den nye træner og formand Henrik N. Andersen talt om en "internationalisering" af HB Køge.

Klubben skal hænge tættere sammen med udlandet, både i form af spillerkøb og -salg.

Hvordan hænger det sammen med en hverdag, hvor der er kornmarker ved siden af træningsbanen, og hvor "landsbyklub" er et prædikat, der i mere end 15 år hang tæt sammen med den ene af HB Køges moderklubber, Herfølge Boldklub?

"Jeg tænker, at den der familiære side kan være en fordel i forhold til at integrere unge spillere. Vi er ikke så stor en klub, så det er nemmere at føle nærhed og tæthed end i en større klub. Det kan godt være, at nogen kalder det en landsbyklub - sådan har jeg aldrig selv tænkt på det - men vi skal være regionens hold, og derfor skal vi også repræsentere ungdomsfodbolden i regionen med unge spillere fra området. Men vi skal også have unge spillere udefra, der kan inspirere og dygtiggøre vores egen. Jeg tror, at den forskellighed er med til at forbedre produktet. Måske var det en landsbyklub, men i fremtiden er det regionens klub," siger Henrik Pedersen.

Oprykning næste sæson
Den nye træners vej mod HB Køge begyndte i 2012, da han var ansat i Red Bull som talentchef for koncernens fodboldakademier verden over. Ralf Rangnick blev ansat som sportsdirektør i Red Bull Salzburg og RB Leipzig, mens Gérard Houllier kom til som global chef for fodboldprojektet, og de to havde en samtale med Henrik Pedersen.

"De spurgte, om jeg havde det rigtige job. "Jeg elsker mit job," sagde jeg. " Jamen har du det rigtige job." " Ja, jeg elsker mit job." " Nu spørger vi sidste gang: hvad er dit mål?" " Jeg vil være toptræner i Europa." " Jamen har du så det rigtige job? Bliver du en bedre cheftræner af at have det her job, kan vi også spørge om".

Så fandt vi ud af, at jeg hurtigst muligt skulle være cheftræner," fortæller Henrik Pedersen.

En stilling som reserveholdstræner i Salzburg, der ellers ville have været oplagt for danskeren, var netop blevet besat, og derfor blev han U/ 18-træner i klubben i stedet. Efter to gode år var det tid til at prøve noget nyt.

Der var ifølge Henrik Pedersen bud fra USA, Tyskland, Belgien, Østrig, England og Brasilien, men valget faldt på Østsjælland.

"Jeg tror, at HB Køge og jeg er et rigtigt godt match. De har taget mig på potentiale, for jeg har aldrig leveret en skid som cheftræner. De ved, at det, jeg har lavet indtil nu med ungdom og med spillestilen, har været rigtigt godt. Men de har ingen anelse om, hvordan jeg arbejder med voksne mennesker. Men jeg har også taget HB Køge på potentialet, for lige nu er det jo heller ikke en topklub," siger Henrik Pedersen, der blandt andet sagde ja, fordi byrådet i Køge har vedtaget at gå videre med planerne om at bygge et splinternyt stadion i byen.

"Der skulle være et ja til stadion, for uden et stadion er HB Køge ingenting. Så har vi ingen fremtid. Vi kan ikke sidde i det her lokale og forvente, at man kan skabe en basis for at drive fodbold," siger Henrik Pedersen med udsigt ud over SEAS-NVE Park, hvor langsiden efter Herfølge og Køges fusion i 2009 blev farvet blå og sort, mens man bag mål ikke ville bruge penge på at udskifte de gule og blå Herfølge-sæder.

De er der stadig fem år senere. Sådan er det i HB Køge, hvor det hele er lidt mere ydmygt, men det tager Henrik Pedersen med, selv om han kommer fra megamaskinen Red Bull.

"I Red Bull havde jeg fem fuldtidsansatte bare omkring U/ 18-holdet. Det har vi ikke her. Lige nu er der mange praktiske ting, vi skal have styr på. Det kunne være at hjælpe med at finde lejlighed til nogle spillere. Det kunne være, jeg skulle hjælpe med at ringe til banemanden og sige, at nu skal banen kridtes op. Alle mulige praktiske ting. Det var der ikke noget af i Red Bull. Der kunne jeg koncentrere mig om fodbold, fodbold, fodbold; udvikling og mennesket. Her er der mange andre ting, der følger med, fordi det er en mindre klub. Omvendt er det også fedt at komme ud og stå på jorden og mærke efter, hvad der egentlig er vigtigt for mig som menneske og som fodboldtræner. Og så er det en kæmpe udfordring at skabe den her kultur og spillestil, som jeg gerne vil skabe i en lille klub, hvor midlerne ikke er de samme som i Red Bull, men hvor mange af værdierne og principperne stort set er," siger Henrik Pedersen, der sidder i en af målmandstræner Lars Bjerrings træningstrøjer, fordi hans egen en morgen var krøbet i vask.

Den slags er han nu ligeglad med, for han fokuserer på den korte bane på sæsonpremieren mod Skive fredag aften og på længere sigt på at udvikle HB Køge til den Superliga-klub, som han mener, der er potentiale til.

"Målet er at rykke op i næste sæson, i 2016 hvor stadion skal stå færdigt. Målsætningen for i år har vi ikke engang defineret endnu. Jeg vil vinde alle kampe, men målsætningen er primært, at spillestilen bliver omsat bedre og bedre, med mere og mere tempo over længere og længere tid. Den dag, vi bliver gode nok til det, skal vi nok begynde at vinde nogle fodboldkampe. Hvor lang tid det lige tager, det må vi se, men jeg er sikker på, at det bliver rigtigt godt."

"Vi har et kæmpe område hernede, og det er i kæmpe vækst. Hele Sydsjælland har et kæmpe potentiale, for vi er ikke så mange endnu. Med det nye stadion ser jeg et rigtigt spændende potentiale i HB Køge, også et potentiale til at blive et veletableret hold i den danske Superliga. Vi er i hård konkurrence med andre, der vil det samme, men det er der, vi har valgt at gå vores egen vej, og vi tror, det kan bringe os tilbage til den bedste række i Danmark."

"Jeg glæder mig vanvittigt til at komme i gang. Min store ulempe er, at jeg ikke kender 1. division ret godt. Som alle andre skal jeg lære i faget, og det skal jeg også nu, hvor jeg er kommet hjem til Danmark. Jeg glæder mig til holdets udvikling, jeg glæder mig til min egen udvikling. Og så glæder jeg mig til fremtiden i HB Køge."