Fusionen Vejle Boldklub Kolding har siden sin fødsel været truet, fordi den ene moderklub Kolding FC er voldsomt presset på økonomien. Hvis ikke selskabet Kolding FC bliver lukket solvent, kan det få store konsekvenser for fusionsklubbens fremtid.
Men nu ser det ud til, at fusionen er reddet. Kolding FC's kreditorer har accepteret at få bare 20 procent af deres tilgodehavender tilbage. Det skriver JydskeVestkysten efter et retsmøde i Kolding tidligere på dagen. Nu vil det så være op til DBU's jurister at vurdere, om lukning af Kolding FC sker efter bogen.
For Vejle Boldklub Koldings direktør Henrik Tønder er dagens nyheder imidlertid godt nyt.
- Det er en god dag for klubben. Det er positivt, at vi kan fortsætte arbejdet og sikre gode resultater, siger Vejle Boldklub Kolding-direktør Henrik Tønder til avisen.
På banen oplevede den nye fusionsklub et fint første halvår i 1. division. Klubben ligger efter 14 runder nummer tre i rækken med fire point op til Randers FC på andenpladsen.