Køge vil gerne erstatte det gamle stadion, der i mange år har været hjemmebanen for byens stolthed, elevatorholdet HB Køge.
Og nu har byrådet med stemmerne 24-2 vedtaget et forslag om at gå videre med et stort erhvervsbyggeri og et superligastadion til en samlet værdi på 650 millioner kroner.
Det skriver Berlingske Business i dag.
Køge Park skal ifølge avisens oplysninger rumme 10.300 siddepladser og skal efter planen ikke kun være et stadion for byens fodboldhold, men i ligeså høj grad tjene hele regionen i kraft sin funktion som eventlokation for kultur og sportsarrangementer.
HB Køge spillede seneste i landets bedste række i sæsonen 2009/2010, hvor holdet sluttede på sidstepladsen og dermed rykkede ned i den næstbedste række.