Randers FC har igen sat kursen mod Superligaen efter sidste sæsons overraskende og brutale nedrykning. Halvvejs igennem sæsonen i 1. division er kronjyderne nummer to med fire point ned til Vejle Boldklub Kolding på den tredjeplads, der ikke udløser oprykning.
Men for Randers FC er det ikke nok blot at vende tilbage til Superligaen. Klubben vil tilbage med en forstærket trup. Derfor har man nu afsat penge til store forstærkninger i det netop åbnede transfervindue og det kommende sommervindue.
- Vi går nu to spændende transfervinduer i møde, et i januar og et i sommeren 2012. Bestyrelsen har netop bevilget penge til kraftige forstærkninger af den nuværende trup. Men det ligger på forhånd fast, at vi ikke køber spillere ind, hverken nu eller til sommer, hvis vi ikke på forhånd mener, at de vil forstærke truppen. Og samtidig skal eventuelle nye spilleres personlighed skinne så meget igennem, at vi kan se, at de både tror på og vil ”projekt Randers FC”, siger klubbens direktør Jacob Nielsen til randersfc.dk.
En af de kommende forstærkninger kan være OBs anfører Chris Sørensen, der meldes meget tæt på et skifte tilbage til hjembyen.