Målfest satte punktum for Bet25 Ligaen - to oprykkere tabte
1. division

Målfest satte punktum for Bet25 Ligaen - to oprykkere tabte

Lørdag lød fløjten for sidste gang i 1. division i denne sæson, og det blev en målrig affære.

25 mål i blot fem kampe er ikke hverdagskost i Bet 25 Ligaen, men lørdag eftermiddag var det næppe, hvad der var linet op til alligevel. 

Sæsonens sidste spillerunde blev nemlig fløjtet i gang klokken 15, og da alle oprykkere samt den ene nedrykker var på plads, var det mere eller mindre festkampe, som Fodbolddanmark blev vidne til. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra resultatet. 

To af oprykkerne, Lyngby og AC Horsens, havde sluppet lidt på speederen, og det betød at Næstved, der mødte sidstnævnte, fik tre tiltrængte points. Hjemme vandt de nemlig hele 5-1 over oprykkerne, hvorfor de sluttede sæsonen som nummer 10. I Lyngby tabte guldmedaljevinderne fra Lyngby 2-3 til Fredericia, der slutter som nummer seks. 

Den sidste oprykker Silkeborg holdt dog oprykningsfest i det midtjyske. Med en regulær afklapsning af Vejle på 5-0, cementerede de deres andenplads i rækken, mens Vejle røg ned på femtepladsen, eftersom Vendsyssel ude slog Helsingør med 2-0 og dermed nuppede fjerdepladsen. Helsingør slutter ikke desto mindre som nummer syv. 

Også i Roskilde holdt de målfest. Hjemmeholdet FC Roskilde tog imod Skive, og det er begge to mandskaber, der har lukket mange mål ind - faktisk er det de to dårligste defensive hold i denne sæson. Det afspejlede sig på banen, hvor værterne sejrede med hele 4-3. Dermed sikrede de en niendeplads, mens Skive må tage til takke med andensidstepladsen. 

HB Køge var ikke i kamp, da deres planlagte opgør mod FC Vestjælland som bekendt ikke blev afholdt. Trods skrivebordssejren på 3-0, måtte de dog sande, at Fredericia overhalede dem, og at de derfor slutter som nummer otte.