Nielsen: Det er pisse ærgerligt
Illustration
1. division

Nielsen: Det er pisse ærgerligt

Emil Nielsen ville gerne have haft tre point med fra Aarhus, men er stolt af holdets indsats.

Det var nok ikke mange danskere, der for bare et par uger siden kendte til Emil Nielsen fra FC Roskilde. Men 34 mål i 2. division sidste sæson har sikret ham et skifte til den norske storklub Rosenborg. Det er dog først fra årsskiftet, hvorfor han i dag var med til at sikre et point i kampen mod AGF. Selvom det sjællandske  mandskab er oprykkere, var angriberen ikke helt tilfreds med kampens resultat.

- Vi ville rigtig gerne have haft tre point i dag, men set i bakspejlet så er et point i Aarhus et resultat, vi kan være stolte af. Jeg ved ikke, om de to hurtige mål fik os til at tænke, at vi allerede havde resultatet og derfor bliver lidt bange for at blive ved med at køre på. Men vi sover måske lidt i timen, som gør, at de scorer to mål. Lige nu er det pisse ærgerligt, udtaler Emil Nielsen til Tipsbladet.dk

Midt i anden halvleg støder Emil Nielsen sammen med Mikkel Kirkeskov og falder derefter uheldigt ned på skulderen. En situation, der kostede sidste sæsons topscorer deltagelsen i resten af kampen.

- Jeg ved ikke lige, hvad der sker. Men deres forsvarsspiller virker måske lidt tung, og går derfor direkte efter mig, så jeg falder ind i Steffen Rasmussen. Vi håber ikke, at der er noget brækket, men det får vi klarhed over imorgen. Lige nu virker det bare lidt dumt og vi håber ikke, at det er noget alvorligt, fortæller Emil Nielsen.

FC Roskilde får i næste runde glæde af hjemmebane, når Skive besøger det sjællandske.