Per Nielsen: Skyder ikke noget ned
Illustration
1. division

Per Nielsen: Skyder ikke noget ned

Hvidovre-træner Per Nielsen stopper i klubben til nytår, og han håber på at kunne bliver i fodboldverdenen.

Nuværende Hvidovre-træner Per Nielsen, der tidligere har spillet for Brøndby og landsholdet, stopper i Hvidovre til nytår, så Brøndby-legenden er fri på markedet til at skrive under med en ny klub. Selv ønsker Per Nielsen at fortsætte med at sætte sit præg på fodbolden i divisionerne eller måske i Superligaen, men han leder fortsat efter det rigtige job.

Per Nielsen vil ikke ud med, om han er tæt på at finde en løsning, men han fortæller, at der er dialog om nogle ting.

- Jeg har været godt tilfreds med klubben og det, der er foregået i klubben, men alting har jo en ende, også her i HIF. Det åbner nogle nye døre og nogle nye muligheder, og jeg har da også gang i noget, men det er ikke noget, jeg kan sige så meget om lige nu. En ting er sikkert, jeg skyder ikke noget ned, og jeg smækker ikke med nogen dør, siger Per Nielsen til tipsbladet.dk.

Hvidovre-træneren fik ført sit hold frem til en placering som nummer fire i 2. Division Øst, hvor holdet står noteret for 29 point efter 15 kampe.

Det bliver Thomas Vesth, der overtager stillingen som træner i Hvidovre efter Per Nielsen.