Ny Superliga-kandidat: En forløsning uden lige
1. division

Ny Superliga-kandidat: En forløsning uden lige

FC Helsingør får to kampe til at spille sig i Alka Superligaen, og det skaber stor jubel.

FC Helsingør er ikke et mandskab, som mange havde regnet som Superliga.kandidater før sæsonen. Holdet har dog gjort det fremragende, og med sejr på 1-0 lørdag over Næstved sikrede himmelstormerne sig tredjepladsen og to playoff-kampe, hvor man skal møde taberen af opgøret mellem AGF og Viborg FF. 

En situation der skaber massiv glæde i Helsingør-lejren, hvor cheftræner Christian Lønstrup gør status: 

– En forløsning uden lige. Efter de tre kampe vi tabte, har vi godt nok været i kulkælderen, fordi vi ikke syntes at vi havde fået som fortjent. Men vi viste i Vejle og igen i dag, at fundamentet er stærkt. Vi reagerer godt på det nye system, der giver os mulighed for at ændre hurtigt undervejs, hvis det bliver nødvendigt, siger Christian Lønstrup til klubbens hjemmeside. 

Lønstrup ser frem til en svær opgave, men han tror på chancerne allerede fra første kamp onsdag: 

– Jeg synes vi i foråret har vist, at vi spillemæssigt har været det bedste hold i rækken. Vi skal møde et hold, der har tabt meget så hvis vi rammer dagen og scorer på vores chancer, så kan vi godt drille på onsdag. Hvordan det så ser ud næste weekend, dét må vi se. Det er lidt svært at kommentere på nu, den skal jeg lige synke, udtaler han. 

FC Helsingør hentede 53 point i 33 kampe.