Offensiv forstærkning til Fredericia
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
1. division

Offensiv forstærkning til Fredericia

FC Fredericia opruster med den 27-årige svensk-bosnier Admir Catovic, der senest har spillet i Finland for VPS.

Ove Pedersen er godt i gang med at sætte sit præg på Fredericias hold, der henover sommeren har gennemgået store forandringer. 

For nyligt blev de to unge fynboer Mikkel Knudsen og Emil Peter Jørgensen hentet til klubben, og de får nu følgeskab af Admir Catovic - en 27-årig svensk-bosnisk offensivspiller med en fortid i både svensk og finsk fodbold. 

Så sent som i starten af månede scorede Catovic for finske VPS i en Europa League-kamp mod AIK Stockholm.

- Han er en teknisk stærk spiller, der sparker godt med begge ben, og som kan spille de fleste offensive pladser. Derudover kan han kreere spillet og lave mål, hvilket han blandt andet viste i en Europa League kvalifikationskamp mod AIK Stockholm i starten af måneden. Så han har helt klart sine forcer i den offensive del af spillet.

- Han kommer med en god rutine fra den bedste række i Sverige, den næstbedste række i Sverige og nu senest fra den bedste række i Finland, og han er en spiller, vi regner med kan byde ind på en plads i startopstillingen, siger Ove Pedersen til klubbens hjemmeside. 

Også Nicholas Gotfredsen, Jeppe Højbjerg, Matej Podstavek og Niels Letort er kommet til Fredericia i løbet af sommeren.