Officielt: Thygesen skifter til Roskilde
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
1. division

Officielt: Thygesen skifter til Roskilde

Mikkel Thygesen skifter på en 3-årig aftale til 1. divisionsklubben FC Roskilde efter et ophold på et par måneder i Randers.

Der gik ikke mange timer fra historien om, at Mikkel Thygesen blev løst fra sin kontrakt med Superliga-klubben Randers FC til, at han nu er blevet præsenteret i 1. divisionsklubben FC Roskilde. Det offentliggører Roskilde på klubbens hjemmeside onsdag aften.

Mikkel Thygesen fortæller, at aftalen kom på plads på meget kort tid.

- Da FC Roskilde meldte deres interesse, så tog det ikke mere end et enkelt lille møde på en time, før vi var enige om at det var her jeg skulle fortsætte min karriere. Jeg er et sted i min karriere, hvor jeg føler FC Roskilde og mine ambitioner går godt i spænd. Jeg kender Anders Theil utrolig godt efter vores fælles fortid i BK frem og jeg ved, hvad han står for og omvendt. Jeg glæder mig til de nye udfordringer, og håber at jeg kommer til at få mange gode oplevelser og jubelscener med mine nye holdkammerater, siger Mikkel Thygesen.

Mikkel Thygesen nåede kun at være i Randers i et par måneder efter han i sommer skiftede fra Hobro. Spilletiden har dog været sparsom for Thygesen, som derfør ønskede sig en ny klub, hvilket Randers var med til at opfylde ved at lade midtbanespilleren gå.

Kontrakten mellem Mikkel Thygesen og FC Roskilde er på tre år, og det er tre år, som Roskilde-træner Anders Theil ser frem til.

- Han dækker de centrale pladser og hans energi og blik for spillet gør os til et bedre hold. Samtidig har Thyge den hårdhed der skal til og han arbejder altid for holdet. Vi ser frem til, at han trækker FCR-trøjen over hovedet på søndag, siger Roskilde-træneren.

På Mikkel Thygesens CV står klubber som Frem, FC Midtjylland, Borussia Mönchengladbach og Brøndby foruden Hobro og det korte visit i Randers. Det bliver nu udviddet med en tur i 1. division igen, som han ikke har spillet i siden Frem-tiden.