Ove C efter tre nederlag i streg: Tapper selvtillid og skaber usikkerhed
1. division

Ove C efter tre nederlag i streg: Tapper selvtillid og skaber usikkerhed

Vendsyssel-træner Ove Christensen fortæller, at det tapper selvtillid og spreder usikkerhed, at man ikke har formået at få ét eneste point i holdets første tre kampe i foråret i 1. division.

Vendsyssel ligger lige nu på andenpladsen i 1. division. Mandskabet fra Hjørring har fem point ned til Silkeborg på fjerdepladsen, der dog har en kamp i hånden mod Skive på søndag. Problemet for det nordjyske mandskab er, at man i holdets første tre kampe i foråret har tabt alle tre. Det er nemlig blevet 1-0 til HB Køge over nordjyderne samt 3-1 til Roskilde og 2-0 til Lyngby i går mod Ove Christensens tropper.

Nederlaget til topholdet Lyngby gør ondt hos Ove Christensen, der fortæller, at holdet lavede dumme fejl mod københavnerne. Det tager på spillernes selvtillid, at man i går tabte klubbens tredje kamp i streg i 1. division.

- Vi laver nogle utilgivelige fejl, som vi ikke plejer at lave. Derfor har vi fået en resultatmæssig katastrofal start på 2016. Det tapper selvtillid og spreder usikkerhed, erkender cheftræneren over for Nordjyske.dk.

Det er imidlertid vigtigt, nordjyderne gør alt for at få vendt skuden, pointerer Ove C.

- For os er der kun én ting, der gælder nu, og det er at komme på tavlen og få point. Nu må vi vise, hvad der er i os. Det vil være skuffende, hvis vi ikke kan stå op og grave dybt i værkstøjskassen. Vi må prøve.....nej! Vi skal sørge for at få det her vendt, retter Ove Christensen sig selv.

Vendsyssel møder på onsdag netop Silkeborg på Mascot Park.