Ove Pedersen ny træner i FC Vestsjælland

Ove Pedersen er tilbage i trænersædet. De kommende tre år skal han stå i spidsen for ambitiøse FC Vestsjælland.

Lidt over tre måneder. Så lang tid fik et af Danmarks største trænernavne, Ove Pedersen, lov til at gå arbejdsløs. Sent torsdag aften meldte 1. divisionsklubben FC Vestsjælland nemlig ud, at Ove P. skal stå i spidsen for deres mandskab. Den tidligere Esbjerg-træner afløser Michael Schjønberg, der blev fyret i onsdags som en konsekvens af skuffende resultater.

Ove Pedersen glæder sig til de udfordringer, der venter ham i Slagelse.

- Jeg er rigtig glad for de nye udfordringer og vil samtidig gerne sende en tak til Michael Schjønberg for det flotte arbejde, som han har udført hos FC Vestsjælland. Det er en rigtig god base for mit fremadrettede arbejde i klubben, siger Ove Pedersen til FC Vestsjællands officielle hjemmeside.

Den 56-årige cheftræners primære opgave bliver at føre den ambitiøse klub op i Superligaen. I forrige sæson sluttede FC Vestsjælland på en syvendeplads i 1. division.

Ove Pedersen har skrevet en treårig kontrakt med vestsjællænderne.

Seneste nyt på tipsbladet.dk

 

Afstemning

Hvordan ender Danmark-Brasilien?: