Prøvespiller får kontrakt i Horsens
Illustration
1. division

Prøvespiller får kontrakt i Horsens

Horsens har skrevet kontrakt med den 19-årige ghaneser, Joseph Mensah, der har fået en to-årig kontrakt.

Den seneste uge har Horsens haft besøg af prøvespilleren, Joseph Mensah, og offensivspilleren har præsteret så overbevisende, at den midlertidige aftale nu er blevet vekslet til en permanent en af slagsen.

- Joseph Mensah er en af de mest spændende spillere, jeg har set meget længe, og han er den bedste prøvespiller, jeg nogensinde har set. Han imponerede fra dag et med sin hurtighed, venstrefod og en mod en-færdigheder, og det er meget svært at lukke ned for ham. Han går ikke ind og bliver kampafgørende allerede nu, for han skal blive god til at indgå i vores fællesskab og lære vores taktiske koncept at kende, men han har et kæmpe potentiale, siger cheftræner Bo Henriksen til klubbens hjemmeside.

- Vi har skrevet kontrakt med Joseph, for han er en spændende spiller, der har overbevist os om sine kvaliteter gennem en vellykket prøvetræning, og han har noget x-faktor over sit spil. Der er ingen tvivl om, at han skal bruge noget tid på at falde til, og vi skal have tålmodighed med ham, men han kommer til at gøre en forskel på sigt. Han har været tilknyttet det ghanesiske U20-landshold, og vi glæder os til at være med til at indfri hans potentiale, supplerer adm. direktør Henrik Ravn.

Mensah har en fortid i hjemlandet hos Liberty og senest hos tjekkiske Slavia Prag.