Randers FC tilknytter Peter Sand Sørensen som ny fysisk træner. Peter Sand Sørensen har en fortid i AGF, hvor han primært arbejede med klubbens talenthold i ungdomsrækkerne.
- Jeg har samlet masser af erfaring i AGFs ungdomsafdeling, men det har hele tiden været mit ønske og mål at blive fysisk træner på det højeste niveau i Danmark. Det føler jeg at have fundet i Randers FC, hvor der venter mig nogle spændende udfordringer i samarbejde med et ungt trænerteam, siger Peter Sand Sørensen til Randers FC's hjemmeside.
Han har tidligere også fungeret som assistenttræner for AGF's U/17-hold, og netop erfaringen herfra er blevet sammen med den store teoretiske viden vægtet højt i ansættelsen.
- Det har været en proces, hvor vi har lagt mange kræfter i at finde den person, som vi synes kan hjælpe os i trænerteamet, og jeg er sikker på, at vi i Peter har fundet den rette som fysisk træner på fuld tid. Han kan bidrage med sine teoretiske og praktiske kompetencer, så jeg glæder mig til at indlede samarbejdet, når forberedelserne henimod forårssæsonen begynder, siger cheftræner Michael Hemmingsen.