Peter Friis Jensen erobrede i foråret målmandsposten fra mere rutinerede David Ousted i Randers FC. Friis Jensen stod de fire sidste kampe, hvorefter det endte med, at den jyske klub rykkede ned.
Efter Michael Hemmingsen er kommet til, har Ousted tilbageerobret sin plads, men det betyder ikke, at Randers har mistet troen på Friis Jensen, der har været i Randers i 10 år. Derfor har de også forlænget aftalen med ham frem til udgangen af 2013.
- Peter kom til Randers Freja som juniorspiller, og han har været igennem hele college-forløbet, hvorefter han blev fuldtidsprof for fire år siden. Han udvikler sig til stadighed, og har via en dedikeret træningsindsats og debut i Superligaen i foråret vist, at han har potentialet til at blive en rigtig god målmand på et højt niveau, siger direktør Jacob Nielsen.
Selv er Friis Jensen glad for forlængelsen, der falder i god tid, inden den hidtidige kontrakt udløber til sommer.
- Jeg har nu været i klubben i 10 år, og har altid været glad for at være her. Jeg synes selv, at jeg har udviklet mit målmandsspil meget indefor de seneste halvandet år, så med denne forlængelse er det op til mig selv at gribe chancen. Der er ikke noget jeg hellere vil end at spille på førsteholdet i Randers FC, siger Peter Friis Jensen.