Randers FC kunne med en sejr i weekenden over Vejle Boldklub Kolding have skabt mere eller mindre perfekte rammer for en fredfyldt juleferie med et forspring netop til VB Kolding på hele 10 point og dermed have sat sikker kurs mod en retur til Superligaen sammen med rækkens andet tophold fra EfB.
I stedet blev det til et 3-0-nederlag, og mens EfB fører suverænt med 35 point har Randers FC fem færre og kun fire point ned til Vejle Kolding, der sammen med Viborg FF er eneste reelle trussel til de to tophold.
Da Randers-holdet i sommer overraskende rykkede ud af Superligaen, formåede klubben at holde fast på samtlige profiler og kan derfor stadig mønstre et aldeles slagkraftigt hold med navne som Frank Kristensen, Kasper Lorentzen, Jonas Kamper og Lasse Rise.
Alligevel kommer Randers FC ikke til at ligge på den lade side i det kommende transfervindue, hvor direktør Jacob Nielsen regner med at forstærke holdet.
- Jeg forventer, at vi kommer styrket ud af transfervinduet, men hvor stor aktivitet, der bliver, kan jeg ikke udtale mig om. Jeg ved endnu ikke, hvor mange penge, der bliver sat af til spillerhandler. Det bliver formentlig besluttet på det førstkommende bestyrelsesmøde i starten af december, siger Jacob Nielsen til Randers Amtsavis.
- Men vi går helt bestemt en meget spændende tid i møde på mange fronter.
Men sportschefen ser sig om efter nye spillere, er andre på vej ud. Spillere som Issah Ahmed og Ricki Olsen har begge kontraktudløb til nytår, og ingen af dem ligger umiddelbart i forhandlinger om en ny kontrakt.