1. division

Rise: Det har påvirket mig

Randers-spilleren Lasse Rise er lettet over, at sagen omkring Lyngby-kontrakten nu er afsluttet.

Randers FC spilleren Lasse Rise blev mandag renset i sagen, der handler om rod i hans kontraktlige forhold i Lyngby-tiden. En sag der tidligere kostede ham en bøde på 10.000 kroner og Lyngby tre point i Superligaen. Nu er både bøde og pointstraf blevet trukket tilbage.

Det er DBU's appeludvalg, der har renset Randers-spilleren, der nu kan se tilbage på en lang og hård sag, der har kostet fokus.

- Det har da påvirket mig og nok også påvirket mit spil på banen lidt. Det er ikke særlig sjovt pludselig at havne på forsiden i sådan en sag. Det har været irriterende. Derfor er jeg også lettet over, at det nu er overstået, siger Lasse Rise til Randers Amtsavis

Han glæder sig stort over frifindelsen, der kommer på baggrund af, at han sammen med Spillerforeningen valgte at appellere bøden.

- Det er dejligt. Men det var nu også, hvad jeg havde forventet. Vi valgte jo at appellere afgørelsen, fordi vi ikke mente, at den var korrekt, siger Lasse Rise.