Silkeborg-målmand: Oprykning kan nemt blive afgjort til allersidst
1. division

Silkeborg-målmand: Oprykning kan nemt blive afgjort til allersidst

Silkeborg-målmand Thomas Nørgaard føler, at Silkeborg blev bortdømt imod Skive, hvor man spillede 1-1, men erkender, at 1. division er tæt, og oprykningsafgørelsen først kan falde sent.

Silkeborg fortsatte et skuffende forår med 1-1 imod Skive søndag, efter man i premieren tabte 1-0 til Fredericia på hjemmebane. Målmand Thomas Nørgaard mener dog over for klubbens hjemmeside, at Skives 1-0-straffesparksscoring og Silkeborgs forudgående udvisning var afgørende.

- Jeg synes, at det var lidt ærgerligt, at vi måtte nøjes med 1-1. Jeg stod jo tæt på situationen ved straffesparket og synes, at Jens Martin (Gammelby, red.) gør alt, hvad han kan, for at undgå at lave straffespark. Alligevel fløjter dommeren og viser ham ud. Det var en hård dom. Vi kommer godt igen og får udlignet, og det var fint, men vi kunne have fået mere med, lyder det fra førstemålmanden.

Silkeborg har dog ikke været ene iblandt topholdene om at lede efter det begyndede fodfæste; Vendsyssel er startet med tre nederlag, Lyngby spillede 1-1 med Skive, mens Vejle sidste runde tabte 2-1 til Næstved.

Thomas Nørgaard spår derfor et tæt 1. divisionsforår, der først kan blive afgjort til sidst mellem de mange klubber, der ligger side om side i toppen af tabellen, hvor kun seks point adskiller anden- og syvendepladsen.    

- Det virker til, at de hold, der satser på oprykning, har nerver på, samtidigt med at holdene i den nederste halvdel kan spille uden pres, fordi nedrykningen er væk efter FC Vestsjællands konkurs. Jeg tror, det bliver et meget jævnbyrdigt forår mellem de fem-seks klubber, der er med i oprykningskampen, og det bliver først afgjort til allersidst, afslutter den erfarne keeper.