Silkeborg tager gerne favoritrollen i 1. division
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
1. division

Silkeborg tager gerne favoritrollen i 1. division

Superliga-nedrykkerne fra SIF er favorit til at vinde 1. division, og klubben accepterer rollen som favorit.

Lørdag skyder Silkeborg IF sæsonen i gang med et opgør hjemme mod ligeledes nedrykkede FC Vestsjælland, og det opgør kan give hjemmeholdet en perfekt start på livet i 1. division.

SIF er favorit til at rykke op samt vinde 1. division, og favoritrollen tager de gerne på sig i SIF, hvor målet er oprykning til landets bedste række.

- Vi har favoritrollen, fordi vi selv vil tage den og tror på den. Men vi ved også godt, at ikke alt bliver 100 procent. Der kommer gode og dårlige kampe, og ingenting er givet. En ting er strategi ved et skrivebord, noget andet er, når det gælder point, siger sportschef Jesper Stüker til Midjyllands Avis.

Der er tre oprykningspladser til Superligaen denne sæson, fordi landets bedste række går fra 12 til 14 hold fra næste sæson. Det er derfor en gylden mulighed for at komme tilbage til Superligaen, og Silkeborg IF har da også forstærket holdet med spillere som Marcus Solberg, Andreas Albers, Martin Thomsen og Mikkel Vendelbo.

Flere hold har dog forstærket sig forud for sæsonen, hvor især Lyngby Boldklub har styrket sig markant.