Silkeborg-træner: Hovederne er blevet renset
Foto: Anita Graversen/Polfoto
1. division

Silkeborg-træner: Hovederne er blevet renset

Kim Poulsen og Silkeborg IF jagter en af tre oprykningspladser til Superligaen den kommende sæson, og trods en ringe sæson i Superligaen er hovederne blevet renset, siger Poulsen.

Silkeborg IF formåede kun at få 14 point i 33 Superliga-kampe i den netop overståede sæson - blandt andet fordi det ikke blev til en sejr i efteråret - og det førte en sikker nedrykning med sig. Klubben lavede en markant ændring i det sportslige setup, sagde farvel til flere rutinerede profiler og satsede i stedet på de unge. Det gav to sejre i foråret, men Silkeborg sluttede alligevel hele 19 point efter den anden nedrykker fra FC Vestsjælland. Derfor kan det mentalt blive svært at komme sig.

Men ifølge cheftræner Kim Poulsen har lidt ferie gjort, at spillerne er klar til at tage kampen op og kæmpe for oprykning. Han ser ikke spor af sidste sæson i træningen indtil videre.

- Mit første indtryk i dag var, at jeg kunne se smil, og her ude på træningsbanen kunne jeg se spilleglæde, og det viser jo, at spillerne havde brug for at få det her afbræk med ferie. Hovederne er blevet renset, og det tror jeg, er det allervigtigste. Det er noget mentalt, og det har vi også fået sat nogle ord på. Og vi er afklarede med, hvad vores ambition er, siger Kim Poulsen til Midtjyllands Avis.

Silkeborg IF har i løbet af det sidste år mistet spillere som Jesper Bech, Daniel A. Pedersen, Morten Beck Andersen og Jesper Mikkelsen. Til den nye sæson har klubben fået tilgang af Martin Thomsen, Andreas Albers, Mikkel Vendelbo og Marcus Solberg.

SIF åbner sæsonen den 26. juli med et opgør hjemme mod nedrykningsvennerne fra FC Vestsjælland.