Storsejr til Silkeborg - nederlag til Horsens
Illustration
1. division

Storsejr til Silkeborg - nederlag til Horsens

Silkeborg vandt en sikker 5-1-sejr over AB, mens AC Horsens tabte ude til HB Køge.

Hobro har virket en smule groggy i forårssæsonen, og det er lige vand på Silkeborg og AC Horsens mølle, der begge drømmer om en hurtig returbillet til Danmarks bedste fodboldrække. De to klubber fejrer dog påske med mundvigene hængende i vidt forskellige retninger.

For alt imens at Silkeborg tog et fint skridt mod Superligaen ved at besejre AB med 5-1 på udebane, så tabte AC Horsens et skridt, da de tabte 1-2 på udebane til HB Køge.

Eftertragtede Eddi Gomes bragte HB Køge foran 1-0 i en 1. halvleg, som stod i hjemmeholdets tegn, men ti minutter inde i 2. halvleg udlignede AC Horsens ved Frederik Helstrup. Glæden varede dog kort for Den Gule Fare, der kort efter kunne se Anders Kaagh score sejrsmålet for HB Køge.

Silkeborg fik også en skidt start mod AB, der bragte sig foran 1-0 efter 20 minutter, men ved pausen var jyderne foran 2-1 og satte efterfølgende yderligere trumf på med tre scoringer i 2. halvleg.

Lyngby kan også drømme om en billet til Superligaen, og de kongeblå gjorde, hvad der var forventet af dem skærtorsdag, de de besejrede bundproppen Marienlyst med 3-0 på fremmed græs. Patrick Mortensen scorede to mål og Philip Rasmussen et enkelt.

Endelig besejrede Brønshøj Vejle Boldklub med 2-1, mens Hvidovre vandt med samme cifre over Fredericia.