Straffespark og Lyngby-sejr i premiere
1. division

Straffespark og Lyngby-sejr i premiere

Lyngby skulle bruge et straffespark, men de fik tre point i premieren i den næstbedste række mod HB Køge.

David Nielsen fik en sejr i sin første turneringskamp som træner for Lyngby, da de slog HB Køge med 1-0 i sæsonens første kamp i den næstbedste danske række.

Lyngby har oprustet gevaldigt inden sæsonen og hentet navne som Michael Lumb, Daniel Jensen, Dennis Sørensen og ikke mindst den nye cheftræner, og oprykningsfavoritterne viste også ganske fornuftige takter i starten af kampen, hvor de kom frem til en flere gode chancer.

Især i slutningen af halvlegen kom hjemmeholdet tæt på. Dog sluttede HB Køge af med den farligste chance ved Brandão på en friløber kort før pausen, men fra sin position til venstre for målet overplacerede han sit skud mod det lange hjørne. 

Efter pausen skulle der et straffespark til, før Lyngby fik hul på bylden. I det 58. minut kom HB Køge-målmand Frederik Due, der kort forinden havde haft en vigtig fodparade på en stor chance, voldsomt ud af sit mål og væltede en Lyngby-mand i feltet. Dommeren pegede på pletten, og med et sikkert spark bragte Frederik Gytkjær Lyngby foran. 

HB Køge var dog ikke helt uden chancer, og kort før tid fik de en mulighed på et frispark lige udenfor feltet, men Kristian Andersens spark fløj forbi Lyngby-målet.

Dermed fik Lyngby en glimrende start på sæsonen med tre point på kontoen i en sæson, hvor der som bekendt er tre oprykkere til Superligaen.