1. division

Tysk midtbanespiller til Lyngby

21-årige Fanol Perdedaj lejes ud fra Hertha Berlin til Lyngby. Aftalen kan blive permanent i tilfælde af Lyngby-oprykning.

Det er ikke kun Superliga-klubberne, der forsøger at forstærke sig på transfervinduets sidste åbningsdag i Danmark. Også i landets næstbedste række arbejdes der på justeringer af trupperne.

Således har nedrykkerne fra Lyngby i dag sikret sig den tyske midtbanespiller Fanol Perdedaj på en 1-årig lejeaftale. 21-årige Fanol Perdedaj kommer til klubben fra Hertha Berlin, hvor han har spillet hele sin korte karriere og også været en del af førsteholdstruppen i 2. Bundesliga.

Lyngby har endnu ikke bekræftet handlen, men Hertha Berlin skriver på sin hjemmeside, at tyskeren med de albanske rødder skifter til Lyngby.

Aftalen mellem Fanol Perdedaj og Lyngby kan blive permanent, såfremt Lyngby rykker op i Superligaen efter denne sæson.

Fanol Perdedaj er defensiv midtbanespiller og har været inde omkring flere tyske ungdomslandshold. I 2010 fik han sin debut for U/21-landsholdet.