VB-legende pludselig død
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
1. division

VB-legende pludselig død

Karsten Lund, der spillede 310 kampe for Vejle Boldklub, er pludselig afgået ved døden i en alder af 71 år.

En af de store i Vejle Boldsklubs historie er her ikke mere. Karsten Lund er død, 71 år gammel. Han blev fundet af sin søn Peter i sit hjem i onsdags, og det kom som et chok for familien, der tror, at dødsfaldet skyldes de problemer med hjertet, som Karsten Lund oplevede første gang i 2011. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

I sin aktive karriere nåede Karsten Lund er repræsentere Vejle Boldklub 310 gange, hvilket var rekord, da han i 1972 måtte indstille karrieren efter et dobbelt benbrud i en Europa Cup-kamp mod Nantes. Før det havde han vundet mesterskabet i 1971 og the double i 1972.

Karsten Lund spillede hele sin karriere i VB, fra han var 10 år gammel, over debuten i 1962 til karriereafslutningen i 1972. Han scorede 140 mål i sine 310 kampe. Han optrådte desuden fire gange for Danmark, inden han selv sagde nej til landsholdet i 1968. 

Ifølge Vejle Amts Folkeblad var Karsten Lund helt indtil sin død fast tilskuer på Vejle Stadion og deltager i VB's månedlige seniorklub. 

Han begraves på mandag klokken 13 ved siden af sin kone Hanne, som døde for fem år siden, ved Søndermarkskirken i Vejle.