Vejle Boldklub reddet på målstregen
Illustration
1. division

Vejle Boldklub reddet på målstregen

Vejle Boldklub overlever en konkurs i 11. time. Klubben har fået tilsagn om 18 millioner kroner, og dermed er klubben "75 procent i mål".

Vejle Boldklub har haft en pistol for panden i mange døgn efterhånden, men få timer før, at skuddet ville blive affyret, dukkede Superman op forklædt som 18 millioner og reddede den jyske traditionsklub.

Vejle meddeler tirsdag aften, at man har fået tilsagn om en kapitaltilførsel på 18 millioner kroner, og dermed betegner klubben fremtiden som "75 procent i mål". Vejle er dog først sikret 100 procent overlevelse under forudsætning af, at der gennemføres akkorder med kreditorer, samt at man generhverver en væsentlig del af transferrettighederne til spillerne.

- Hvis dette over de kommende par dage falder på plads, vil VB være reddet og kan påbegynde den plan, som den nuværende, smalle investorkreds er ved at finpudse, skriver Vejle Boldklub på klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Vi kan oplyse, at bestyrelsen herefter fortsætter, men at der i løbet af den kommende tid vil ske tilpasning, således at bestyrelsen afspejler de kommende A-aktionærer. Der er selvfølgelig adskillige procedurer, som der nu skal arbejdes hårdt med at få gennemført, bl.a. skal der jo være accept fra generalforsamlingen på, at man godkender en A-aktieklasse, og dermed stemmeretten til de investorer, som kommer med friske penge.

Vejle Boldklub forventer en endelig afklaring indenfor en uge, men klubben har altså taget et kæmpe skridt mod overlevelse tirsdag aften.