Vejle får ny formand: Mangeårig leder trækker sig
1. division

Vejle får ny formand: Mangeårig leder trækker sig

Vejle Boldklubs bestyrelsesformand Lars Skou trækker sig fra posten.

Erhvervsmanden Lars Skou har gennem en lang årrække været en del af Vejle Boldklub, men nu trækker han sig som bestyrelsesformand i selskabet bag klubben. 

Lars Skou har været en del af klubben gennem 11 år, men nu fratræder han altså som formand og overlader tøjlerne til andre. 

- Jeg er overbevist om, at der nu skal nye kræfter til, således at salgs-/eventudvalget og salgsledelsen får ny sparring, idet jeg må konstatere, at der på nuværende tidspunkt ikke er den traditionelle sponsoropbakning. Jeg har bemærket, at der er kræfter, som mener, at de kan gennemføre en plan, der kan sikre VB en sund forretningsudvikling, og jeg skal derfor ikke stå i vejen for disse, da det væsentligste er, at klubben overlever, fortæller Lars Skou i en meddelelse på VB's website. 

Lars Skou fremhæver nogle af de udfordringer, der er for Vejle Boldklub nu og fremover.

- Det er som nævnt adskillige gange tidligere ikke muligt at drive VB på baggrund af nogle få faste investorer, og desværre er vi i den situation, at man i Vejle vil fastholde VB men ikke kan rejse sponsorerne op. Jeg glæder mig over, at vi trods pauvre resultater på indtægtssiden har sikret, at vi har den fornødne likviditet til at fortsætte forretningen i regnskabsåret 2015, hvilket er et fornuftigt udgangspunkt, når man nu begynder at sikre indtægterne for 2016. siger han.

VB’s bestyrelse har konstitueret sig med Mogens C. Svendsen som ny formand og Tage Pedersen samt den tidligere førsteholdsspiller Klaus Eskildsen som næstformænd.