Vejle-træner efterlyser effektivitet
Foto: Vejle Boldklub
1. division

Vejle-træner efterlyser effektivitet

Vejle-træner Andreas Alm var tilfreds med spillet mod AB, men ærgrer sig over de mange dårlige afslutninger.

Vejle har fået en fin start på sæsonen i 1. division. Godt nok har de kun vundet to af de første seks kampe, men omvendt har de endnu ikke tabt. Torsdag spillede de 0-0 på hjemmebane mod AB. 

- Vinder vi 1-0, er det jo en perfekt fodboldkamp af os. Men vi mangler kvaliteten i vores afslutninger. Det står vel 5-1 i chancer til os, og Dominic er uhyre tæt på at afgøre kampen til vores fordel. Men vi må vist træne afslutninger.

- Vi viser et fint pasningsspil – især i 1. halvleg. Efter pausen er der flere spillere, der bliver trætte, og både D’Avila og Jacob Schoop stod jo i kø for at blive skiftet ud til sidst. Vi får ikke sat det samme tryk på efter pausen.

- Måske bør vi få mere ud af vores mange hjørnespark, men jeg er alligevel tilfreds med, at vi kommer til afslutning på flere af dem og egentlig også server dem fint ind. Men ros til AB, som forsvarer sig godt og kæmper flot kampen igennem, siger Vejle-træner Andreas Alm til klubbens hjemmeside.

Vejles næste kamp er en pokalkamp mod OB.