Viborg håber stadig på Veselovsky

Målmanden Robert Veselovskys kontrakt med Viborg FF udløber til nytår, og AC Horsens lurer i kulissen. Alligevel har Viborg ikke opgivet at forlænge aftalen.

Den 26-årige slovak Robert Veselovsky kan have spillet sin sidste kamp for 1. divisionsklubben Viborg FF. Klubben gik nemlig på kampmæssig vinterferie med en sejr ude over FC Hjørring i weekenden. Veselovskys kontrakt udløber til nytår, og han har været i Horsens for at se på forholdene i byens Superliga-klub.

På trods af konkurrencen fra Den Gule Fare har Viborg endnu ikke opgivet at holde på Veselovsky.

- Vi havde et møde i går, hvor vi søgte en update for at få en status på, hvor han står. Han har nogle forskellige muligheder, og vi ved selvfølgelig godt, at det er svært at hamle op med klubber fra Superligaen. Lige nu er det svært at vurdere, hvad der kommer til at ske, så vi må vente og se, hvad han beslutter sig for, siger Viborg-direktør Morten Jensen til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Veselovsky og Horsens bekræfter dialog

Robert Veselovsky og resten af Viborg-truppen træner videre frem til starten af december, selv om turneringen er slut for i år. 1. division starter først op igen den 5. april, hvor Viborg møder AB. Om Veselovsky er med på holdet er fortsat usikkert, men det er helt sikkert, at klubben mister et par af klubbens andre udenlandske profiler.

Lejesvenden fra FC Midtjylland Ken Fagerberg har skrevet kontrakt med AC Horsens, mens den estiske venstre back Andrei Sidorenkov har meddelt klubben, at han søger andre græsgange. Desuden udløber kontrakten med svenskeren Valentino Lai.

Som afløser for topscorer Ken Fagerberg har Viborg skrevet kontrakt med Skives Thomas Dalgaard, der har en fortid i Randers FC og tyrkiske Manisaspor.

Seneste nyt på tipsbladet.dk