Viborg med ambitøse planer for Superligaen
Foto: Mikkel Khan Tariq/Polfoto
1. division

Viborg med ambitøse planer for Superligaen

Viborg FF ligger på en delt førsteplads i 1. division med Lyngby BK. Tipsbladet har loddet stemningen og tjekket planerne i et Viborg FF, der efter nogle års balancegang langs afgrunden bygger op til et længere ophold i Superligaen.

Bragt i Tipsbladet 23. januar
Januar-vinden griber de høje bolde og afskrækker deres afsendere til Viborgs træning fra igen at løfte kuglen mere end højst nødvendigt fra det nye, bløde kunstgræs. Viborg spiller åbningskamp mod rækkens nummer et Lyngby 12. marts, alligevel begyndte Auri Skarbalius træningen 5. januar, fordi spillerne på det tidspunkt havde haft ferie i lang tid og var klar en opstart med et par ugers benhård fysisk træning i ugerne omkring 1. februar og chanceskabende spil og taktisk træning som hovedtema resten af tiden.

Dagens træning bliver lukket med intervalspil på en kort bane, hvor pulsen skal op og afslutningerne skal sidde. 

Viborgs to vestafrikanske angribere Serges Deblé og Alhaji Gero suger afslutninger til sig, alle mand har klare ordrer på at afslutte seriøst, men der ligger nu alligevel et par håndfulde bolde bag målene, da øvelsen er slut.

De gamle i intervalspillet har tabt, så de må ind på stregen og vende ballerne til, så de unge vindere kan teste teknikken på levende mål.

Flere mål 

Om Viborgs angribere sparker forbi eller rammer målet i den pibende vind midt i januar betyder noget, slår Auri Skarbalius fast. Viborg-træneren har taget sin bærbare computer med for at vise, hvad Viborg arbejder med til træning, og hvorfor de gør det. En af graferne om Viborgs efterårssæson viser, at holdet skaber mange gode chancer, og at 27 mål fra anstrengelserne ikke var godt nok.

”Den handler jo om konsekvens. Der skal være en konsekvens for holdet, der taber, og belønning til vinderne,” siger Auri Skarbalius med henvisning til den afsluttende seance i træningen.

”For et år siden overtog jeg et hold, der var gjort parat til foråret, både i spillestilen og i forhold til truppen. Jeg måtte gå på kompromis med nogle ting, selvom jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig ville gøre det igen efter Brøndby-tiden,” siger Auri Skarbalius.

”Da vi var rykket ud, tog vi fat på et tema med spillerne, belønning og konsekvens. Det har vi mærket i løbet af efteråret, for nok har vi ikke spillet godt hele tiden, men holdånden har været der, og fokus til træning giver nu udbytte,” siger Auri Skarbalius.

”Når du arbejder på noget i lang tid, begynder resultaterne at komme. Vi var meget bevidste om, at vi skulle være stærkere defensivt. Det var simpelthen ikke godt nok iSuperligaen, og det lykkes os at bygge en base i efteråret ved kun at lukke 11 mål ind i 18 kampe. Spillerne er blevet gode, fordi vi har arbejdet målrettet hver eneste dag,” siger Auri Skarbalius.

Nu arbejder spillerne på at score mere. Viborgs evne til at lave mål i åbent spil gik op og ned i løbet af efterårssæsonen, og det er derfor, holdet fik en masse afslutninger i den bidende vind til denne fredags træning, og at holdet i resten af opstarten bruger meget tid på det chanceskabende spil og udnyttelsen af de store chancer.

”Klubben ved, at den har fået sine bedste resultater ved at stå godt defensivt og spille på omstillinger. Men hvis du vil have succes i dag, skal du også være i stand til at opnå succes, når du har bolden i længere perioder. Du kan ikke forsvare dig til det, det er andre hold blevet for gode til. Du kan være heldig i en sæson eller to, ikke mere. For eksempel bliver SønderjyskE bedre og bedre offensivt nu. Vi skal være fleksible, så vi kan være et boldbesiddende hold i en kamp og et omstillingshold i en anden kamp,” siger Auri Skarbalius.

Planlægning og is i maven
I foråret spiller Viborg med om de to pladser til Superligaen, dem, der lever af at forudsige den slags, har endda viborgenserne som snæver favorit til førstepladsen i rækken foran Lyngby og med nogen afstand til AGF.

Det er Auri Skarbalius ikke uenig i, men for ham har det fra første dag i Viborg været vigtigt, at bestyrelsen og hans direktion havde is i maven til at tænke langt ud i fremtiden. Klubben skal tilrettelægge sit arbejde, så den ikke rasler fra hinanden ved en misset oprykning, som AC Horsens har oplevet i de seneste måneder og Vejle har gjort over flere år.

”Jeg havde to vigtige spørgsmål til klubben i forhold til den erfaring, jeg havde med mig fra Brøndby. For hvad ville de gøre, hvis klubben kom under pres? Så ville de også komme under pres. Der kan jeg mærke, at Viborgs ledelse har været helt nede at vende. Den her klub var tæt på at gå konkurs. De spurgte, om vi ville overleve i Superligaen, og jeg svarede, at jeg ikke kunne garantere det. Men jeg kunne garantere for, at vi ville forbedre resultaterne over tid. Jeg ville ikke til Viborg, hvis det eneste, der var vigtigt for bestyrelsen, var at klare sig her og nu,” siger Auri Skarbalius.

Den ro har Skarbalius følt og hørt gennem hele sin tid i Viborg. Og den forplanter sig til spillerne. I 2014 kunne Viborg i en lang periode ikke vinde på hjemmebane, og der kommer pres på i en provinsby som Viborg.

”Det er noget af det vigtigste ved at være professionel fodboldspiller. Fra du står op til du går i seng, bliver du konfronteret med, hvordan det går. Det her er en lidt mindre klub end Brøndby, hvor du uanset hvor, du bevægede dig, blev spurgt. Men det her er en by, der ikke er så stor igen, så alle ved, hvem spillerne er. Når en spiller blev spurgt om, hvorfor i alverden vi ikke kunne vinde på hjemmebane, så var det måske 50. gang, spilleren blev spurgt om det den dag. Der skal du være stærk og ikke lade dig gå på. Jeg fortæller til mine spillere, at de spiller fodbold, fordi det er sjovt, og fordi de elsker det. De får deres penge for alt det, der følger med udenfor banen. Ja, de skal præstere, men de får også deres løn for alle de små detaljer. Hvad spiser du, hvornår går du i seng, står du op tre timer før træning i stedet for at vågne 30 minutter før og vælte ind af døren. De ting går vi så meget op i,” siger Auri Skarbalius.

Viborgs nye købmand
Da Auri Skarbalius sidste sommer kunne sætte sit aftryk på Viborgs trup, var cheftrænerens største ønske at finde en spiller, der kunne smitte truppen med en sund indstilling til det at være professionel fodboldspiller og sætte tonen i medgang og især modgang.

Den spiller fandt Auri Skarbalius og den dengang nyansatte sportsdirektør Ole Nielsen i form af Jeppe Curth. Curth havde netop vundet DM med AaB, FC Midtjyllands cheftræner Glen Riddersholm havde et halvt år tidligere været særdeles træt af at miste selvsamme Curth efter et halvt års lejeaftale, men cheftræneren og sportsdirektøren i nedrykkerklubben overbeviste Curth om, at han skulle vælge en lederrolle i på 1. divisionsholdet.

”En type som Jeppe Curth ved, hvad der skal til. På træningsbanen, i omklædningsrummet bagefter, i kampene. Han ved, at der skal være kvalitet i alt, man laver. Da Jeppe kom, lyttede de andre, uanset hvor de stod i truppens hierarki. For Jeppe har prøvet så meget i sin karriere. Jeg siger til spillerne, at man gerne må træne med et smil på læben. Men der skal være kvalitet i alt, man gør. For det fungerer ikke, når der kommer for megen fis og ballade. Jeppe viste, hvordan man gør,” siger Auri Skarbalius.

Nu gearer Viborg yderligere op med nye spillere i januar. Ti mand er Ole Nielsen oppe på at have skrevet kontrakt med i sine otte måneder som VFF-ansat, og det bliver til flere i de kommende transfervinduer, både fra U/19-truppen såvel som udlandet.

”Vi skal lægge på i hvert transfervindue, så vi er stærke nok til at spille med den dag, vi er tilbage i Superligaen. Vi er et dansk hold med danske spillere, og vores hold kommer til også at bestå af spillerne fra egen avl. For eksempel har vi en U/19-landsholdsmålmand, der kommer op på førsteholdet. Og så har vi udenlandske spillere som Gero og Deblé, der krydrer holdet,” siger Ole Nielsen.

”Skal Viborg have noget ekstraordinært, må vi erkende, at der nok er ti klubber, der står foran os. Skal vi have nogle ekstraordinære spillere som Deblé og Gero, skal vi til udlandet.”

”Så følger det med, at du risikerer at ramme forbi. Deblé har været i et uvejr, der er en grund til, at han er tilgængelig for os. Vi skal tro på, at vi kan bringe ham tilbage på det rette spor her i Viborg,” siger Ole Nielsen.

I de seneste sæsoner har Viborg FF givet overskud, og som relativt nye i klubben mærker både Auri Skarbalius og Ole Nielsen, at de svære år fra 2007 og frem til 2012 sidder i klubben. I den periode var Viborg i flere omgange tæt på at dreje nøglen og var ude i spareplaner, der skar dybt i knoglen. 

”Det er en klub med kultur og traditioner. De rykkede ned på det værst tænkelige tidspunkt, lige som finanskrisen startede, og det var virkelig hårdt. Nu er vi på vej igen, og erhvervslivet i byen har tillid til VFF,” siger Ole Nielsen.

Viborg tjente fire millioner kroner på seneste regnskab, fordi klubben allerede fra sommeren 2013 bestemte sig for, at man ikke igen ville købe sig fattig i nye spillere. Det har stor betydning for, at VFF i dag har en trup, der alt i alt er mindst lige så stærk som den, der rykkede ud af Superligaen for otte måneder siden. Ledelsen i VFF arbejder hårdt på at skaffe Auri Skarbalius de rette spillere og dermed sportsdirektør Ole Nielsen de rigtige rammer, så Viborg i næste forsøg i Superligaen – til sommer eller senere – har større overlevelseschancer end i 2013/2014, hvor klubben med afstand havde Superligaens mindste budget.

”Det er hele tiden en afvejning. Jeg sidder med bestyrelsen og med Morten [Jensen, Viborgs direktør] og den øvrige direktion og prøver at finde ud af, hvordan vi finder balancen mellem en god økonomi og at sikre os et så stærkt hold som muligt. Vi havde nogle strategi-dage i efteråret, hvor vi besluttede, at vi vil tilbage i Superligaen, i top 10 i dansk fodbold. Klubben har fået styr på økonomien, og nu arbejder vi sammen hårdt for at komme tilbage i en styrket udgave. Vi taler hele tiden om, hvordan vi gør det, og jeg kommer med mine input om, hvad det kræver i Superligaen,” siger Ole Nielsen.

”I Superligaen vil vi være blandt seks-otte hold, der risikerer at rykke ned. Vi skal være dygtige til at få det maksimale ud af hver krone. I SønderjyskE, hvor jeg kom fra, var man i klubben god til at rykke sammen i bussen, når det var svært, og det er der bare nogle point i. Med flid, ihærdighed og lidt snilde kan man skabe et stærkt hold,” siger Ole Nielsen, der var drivkraften i at finde spillere til SønderjyskE’s Superliga-hold fra 2010 til 2014.

Og tilbage skal Viborg. Meget gerne til sommer, siger Ole Nielsen. 

”Når man ligger på en delt førsteplads i vinterpausen, skal man da gå efter oprykning. Hvis jeg sad og sagde til dig, at top 6 er i orden, vil du nok sige, at det lød hult,” siger Ole Nielsen.

”Vi går efter oprykning. Vi får spillere tilbage fra skade og orlov, og vi har fået Gero, Wichmann og Reese ind. Vi får en rigtig sund konkurrence til træning. Vi synes, truppen er bedre end i efteråret, så vi skal i hvert fald spille med helt indtil sidst. Vi vil gå efter oprykning. Det har passet mig godt, at Lyngby tog noget fokus, mens AGF spillede skidt og sluttede fint. De to klubber har taget fokus, mens vi var stabile, selvom vi ikke har spillet prangende hele vejen igennem.”