Viborg-profil: Ikke godt nok
1. division

Viborg-profil: Ikke godt nok

Lukas Lerager ærgrer sig over manglende gevinst på en svær bane, da Viborg fredag spillede 0-0 ude mod Skive i Nordic Bet Ligaen.

Viborg FF havde en gylden mulighed for at trække fra i toppen, da Skive fredag tog imod i Nordic Bet Ligaen. Under svære forhold lykkedes det dog ikke for Superliga-nedrykkerne at hente alle tre points. Trods dominans og flere tilbud måtte topholdet nemlig nøjes med 0-0 på udebanen. 
 
Et resultat der vækker skuffelse i Viborg-lejren. Her erkender unge Lukas Lerager dog, at forholdene og modstanderen ikke indbød til flot spil og mange træffere: 
 
- Det var ikke godt nok af os. Man kunne hurtigt se, at Skive bare ville have ét point, og det fik de så. Det var svære betingelser på en meget, meget dårlig bane, men det skal ikke være vores undskyldning. Vi burde have fået mere ud af de mange dødbolde. Vi spillede godt rent defensivt og gav ikke en chance væk, men vi skal hjem og have justeret nogle ting i vores offensive spil til næste kamp, siger Lukas Lerager til klubbens hjemmeside. 
21-årige Lerager har i forårets første kampe kæmper med en skade. Nu er spilleren dog atter på vej mod topformen, og det er et faktum, der skaber glæde:
- Det er rigtig dejligt at være med igen. Jeg spillede også 90 minutter i reserveholdskampen i mandags, så jeg har fået nogle minutter i benene, og det er skønt efter en lang pause. Min form er fin, og jeg føler, at jeg er, hvor jeg skal være, udtaler Viborg-spilleren. 
Næste opgave for Viborg FF venter den 2. april klokken 15:00, når HB Køge gæster domkirkebyen.