Viborg tæt på dribler fra Æresdivision
Foto: Mikkel Khan Tariq
1. division

Viborg tæt på dribler fra Æresdivision

Viborg er tæt på at købe kantspilleren Elson Hooi i NAC Breda.

Viborg FF vil tilbage i Superligaen. Og det er i en fart.

Derfor gør klubben også klar til at handle i den sidste uge af transfervinduet, således den andenplads, som de grønblusede indtager ved vinterpausen, kan forsvares i den sidste halvdel af sæsonen. Nu er der nyt blod på vej til domkirkebyen fra den hollandske Æresdivision.

Tipsbladet.dk erfarer, at den 23-årige kantspiller Elson Hooi, der til dagligt tørner ud for NAC Breda i bunden af ligaen, er på vej til Viborg. De to klubber forhandler i øjeblikket om Hooi, og forhandlingerne er så fremskredne, at en aftale ventes af falde på plads en af de nærmeste dage.

Elson Hooi har tørnet ud for NAC Breda hele sin karriere, men har ligesom alle sine holdkammerater haft det svært i denne sæson. En enkelt scoring i Æresdivisionen er det dog blevet til for Hooi. Den faldt den 31. august, da kantspilleren scorede det sidste mål i 3-1-sejren over PEC Zwolle. I sidste sæson nettede Elson Hooi tre gange i den bedste hollandske række.

Elson Hooi er i øvrigt fra det lillebitte land Curacao, der ligger i det Caribiske Hav.

Tipsbladet.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Viborgs sportschef Ole Nielsen.