Wieghorst ærgrer sig over scoutexit i AGF
Foto: Polfoto
1. division

Wieghorst ærgrer sig over scoutexit i AGF

Morten Wieghorst ærgrer sig over Erik Larsens opsigelse i AGF. Han har ikke haft nogen indflydelse på talentspejderens stop, fortæller cheftræneren.

Erik Larsen er fortid i 1. divisionsklubben AGF, da den århusianske klub har valgt at opsige samarbejdet med talentspejderen, der har arbejdet sammen med cheftræner Morten Wieghorst i Swansea.

Larsen har i forbindelse med fratrædelsen i AGF udtrykt ærgrelse over at skulle afbryde samarbejdet med Wieghorst, og cheftræneren selv er også forundret over scoutens exit i klubben.

- Sådan en beslutning er jeg meget ærgerlig over. Erik har udført et godt job for os og har altid været loyal. Men det er en beslutning, jeg ikke har haft indflydelse på. Jeg er blot blevet informeret, siger Morten Wieghorst til Ekstra Bladet.

Det var Wieghorst, der hentede Larsen til klubben i sommer for at hjælpe med at orientere sig på spillermarkedet.

Erik Larsens kontrakt stod til at udløbe til sommer, og han fortæller til Ekstra Bladet, at han alligevel forventede at afslutte samarbejdet i klubben, da han ikke følte opbakning fra direktør Jacob Nielsen.