Wieghorst: Vejle har kniven for struben
Illustration
1. division

Wieghorst: Vejle har kniven for struben

AGF-træner Morten Wieghorst vil undgå, at hans spillere undervurderer et trængt Vejle-hold torsdag aften.

AGF har efter den lidt slingrende start på livet i 1. division fået helt styr på resultaterne og også spillet har taget væsentlig mere form.

AGF har vundet de seneste tre ligakampe og nedlagde senest topholdet Vendsyssel FF ude med 3-0. Torsdag aften venter Vejle Boldklub på NRGi Park, og træner Morten Wieghorst har i arbejdet frem mod kampen haft fokus på at spillerne bliver ved med at bevare ydmygheden.

Vejle vandt i sæsonens premiererunde, men har siden spillet syv kampe uden sejr og er på papiret et hold, AGF skal besejre. Men Morten Wieghorst tager intet for givet.  

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at give vores fans endnu en hjemmesejr og tage den femte sejr i rækken i denne sæson. Det er hele tiden den næste opgave, der er den vigtigste for os. Det er måske kedeligt at høre på, men det er den måde, som man opnår de bedste resultater i mine øjne. Det kræver, at du er ydmyg overfor det du står overfor. Uanset hvem du spiller mod, så vil de have forskellige udgangspunkter, og det Vejle hold vi møder torsdag er trykket, og når du normalt møder den type hold, der har kniven for struben, så fighter de det bedste, de har lært. Undervurderer vi det, så kan vi nemt havne i problemer og det vil jeg gerne undgå, siger Morten Wieghorst til stiften.dk.

AGF står på 14 point for syv kampe og kan med en sejr mod Vejle skyde sig i front af tabellen, hvor Viborg FF ligger side om side med Vendsyssel FF med 16 point for otte kampe.