AaB'er med landsholdsdrømme lukker i om klubskifte
Generelle

AaB'er med landsholdsdrømme lukker i om klubskifte

Til nytår kan Henrik Dalsgaard forlade AaB kvit og frit, og interessen er stor fra andre klubber. Dalsgaard selv vil bare koncentere sig om AaB's sidste kampe.

Henrik Dalsgaard har kontraktudløb med AaB ved årsskiftet og har længe frit kunne forhandle med andre klubber.

Den hurtige back har aldrig lagt skjul på, at han gerne vil prøve sig af i udlandet, men foreløbigt klapper han i om et eventuelt klubskifte.

- Det har jeg ikke rigtig nogen kommentarer til lige nu, jeg koncentrerer mig fuldt ud om de sidste to kampe, siger han til tipsbladet.dk.

AaB mangler at møde Brøndby og Viborg inden vinterpausen. Med seks point i de kampe vil AaB ligge blandt de allerbedste i tabellen.

-  Det kan gøre, at vi kommer til at ligge rigtig, rigtig rigtig sjovt, når vi skal i gang i foråret, så jeg koncentrerer mig kun om de to kampe, og så har jeg nogle agenter, der koncentrerer sig om det andet. Og så har vi en god lang pause bagefter, hvor jeg kan få styr på mine ting, siger Henrik Dalsgaard, der nok ikke skal frygte arbejdsløshedskøen. 

Hans agent Thomas Gaardsøe sagde onsdag til Ekstra Bladet, at der er kommet mange henvendelser på den offensive back. 

- Der har også været Superliga-klubber på banen, men for Henrik er det vigtigt, at han kommer videre til et sted, hvor han kan udvikle sig med landsholdet for øje. sagde Thomas Gaardsøe til Ekstra Bladet.

Henrik Dalsgaard vil ikke kommentere på, om det er udelukket at forlænge kontraken med AaB. Han lægger dog ikke skjul på, at landsholdet er med i hans tanker. Det er ikke noget, han har tænkt på tidligere, siger han, men nu er Lars Jacobsen ude af billedet og kampen om højreback-positionen er mere åben.

- Jeg håber da også, at jeg får muligheden, og det er også derfor, at Gaardsøe er ude og nævne, at om jeg kommer til en anden klub eller bliver i AaB, eller hvad der nu sker, så skal det selvfølgelig være en klub, hvor jeg spiller og kan vise mig frem hver weekend. Forhåbentlig, siger Henrik Dalsgaard til tipsbladet.dk.