Avis: Ronaldo forlader Real Madrid til sommer
Foto: Paul White/Polfoto
Generelle

Avis: Ronaldo forlader Real Madrid til sommer

Cristiano Ronaldos dage i Real Madrid er talte. Han kommer efter alt at dømme til at forlade klubben til sommer, skriver Daily Telegraph.

Cristiano Ronaldo har kun et halvt år tilbage af sin tid i Real Madrid. Det skriver den engelske avis Daily Telegraph, som mener at vide, at ansættelsen af Zinedine Zidane som cheftræner ikke rokker ved den beslutning.

Processen blev allerede sat i gang under Rafael Benítez, der angiveligt ønskede en mere hold-orienteret indstilling til tingene i Real, og der passede Ronaldo altså ikke ind. 

30-årige Ronaldo skal dog ikke være bange for at mangle arbejde, hvis han og Real Madrid bliver enige om at gå hver til sit. Både Paris Saint-Germain og Manchester United skulle være interesserede, ligesom Chelsea og Manchester City er det.

- Af Bale og Ronaldo er Ronaldo den spiller, der forventes at forlade klubben. Bale bliver stadig set som fremtiden, hvorimod Ronaldos bedste år måske ligger bag ham. PSG er desperate efter at købe ham og er favoritter i øjeblikket, men United vil uden tvivl også forsøge, citerer Daily Telegraph en insider i klubben for at sige.

I stedet vil Zidane vende sin opmærksomhed mod Chelseas Eden Hazard, skriver avisen. I Madrid er det meningen, han skal genfinde sin gamle form og dermed erstatte spilleren, der blev kåret til verdens bedste for bare et år siden.